»Det var en lille møghund.«

Rumforsker Wesley Sizemore kan ikke glemme "den forbandede hundehistorie", som fik ham på flere dages overarbejde, da han endnu en gang måtte forsvare verdens største styrbare radioteleskop, der er placeret i West Virginia i USA.

For det bliver stadig mere problematisk at foretage korrekte målinger af neutronstjerner for forskerne. Ikke bare møghunden - som vi vender tilbage til - forstyrrer de sensitive målinger. Også trådløst internet og bilremoten går på samme frekvens som de signaler, som radioteleskoper prøver at fange fra neutronstjernerne.

Og det gælder altså også, selv om vi har med verdens største styrbare radioteleskop at gøre. Det otte år gamle teleskop hos Green Bank i West Virginia er højere en Frihedsgudinden, tungere end et Boeing 747, og har en parabolskål så stor, at den kan rumme 60.000 personer, skriver AP.

For at beskytte det enorme teleskop går alle observationer gennem fiberoptiske kabler i stedet for trådløs overførsel.

Væggene i observatoriet er dækket med kobber, og al computerudstyr er gemt væk i metalkasser for at forhindre signaler i at forstyrre parabolen, ligesom gæster skal benytte kameraer med film i stedet for digitalkameraer, hvis de vil forevige deres besøg.

Og for overhovedet at komme til observatoriet skal man enten gå, cykle eller benytte en særlig dieselbus.

Men selv om Green Bank ligger i et meget fredeligt område, har det været nødvendigt ved lov at give forskerne ret til at forbyde enhver brug af eksempelvis trådløse modemmer og telefoner indenfor en radius af 16 kilometer.

»Vi føler os lidt diskrimineret,« fortæller James Carpenter, der er leder i det lokale amtsråd, til Associated Press, og fortsætter:

»Vores børn kan end ikke have en trådløs computer - modsat alle andre børn i staten.«

Men trods de strenge restriktioner er der altså stadig masser af signaler, der forstyrrer observationerne. En gang var det så voldsomt, at det ifølge forskerne på observatoriet svarede til at kigge på stjernerne, mens naboen fyrede fyrværkeri af.

»Al vores data var ubrugeligt, og vi vidste ikke, hvor det kom fra. Det stod på i flere dage,« fortæller rumforsker Wesley Sizemore.

Et forstyrrende signal lykkedes det dem dog at finde. Og det bringer os tilbage til møghunden. For i flere dage måtte rumforsker Wesley Sizemore køre rundt i en særligt udstyret bil til at finde støjpunkter ned til størrelsen på en 50 øre, for at finde et bestemt forstyrrende signal, der ikke gik væk af sig selv.

Da han endelig fandt punktet i yderkanten af 16-kilometer-zonen, viste det sig at stamme fra et defekt, men af beboeren stadig elsket varmetæppe i et hundehus.

»Lad os sige det sådan: Den hund var ikke glad for, at jeg luskede rundt om dets hundehus,« fortæller Wesley Sizemore.

Det lykkedes dog efter sværdslag at få udskiftet det defekte varmetæppe. Men i en verden omgivet af mere og mere elektronik - defekt som trådløs - er kampen langt fra forbi.

»Men hvis vi ikke beskytter os, kan vi lige så godt lukke observatoriet og gå hjem.«