/rumfart

Nye detaljer om rumfærgeforlis: Astronauter kæmpede for deres liv

I 41 sekunder arbejde astronauterne ombord på Columbia med at styre færgen. Selv hvis de havde fået deres dragter ordentligt på, så havde de ikke haft en chance.

Klik for at se billedet i stort

Arbejdet med at finde årsagen til Columbias forlis indebar et enormt puslespil med at samle vragdelene.


Læs også

Læs mere om

Dokumentation

Af Thomas A. E. Andersen, fredag 02. jan 2009 kl. 09:58

Næsten seks år efter rumfærgens Columbus tragiske forlis, da den brækkede i stykker på vej tilbage til Jorden over Texas, har Nasa frigivet en rapport om forliset of de syv astronauters sidste skæbnesvanger sekunder.

Selvom dele af rapporten er blevet redigeret for at beskytte astronauternes familier, er den stadig den mest beskrivende og hårrejsende gennemgang af astronauternes sidste sekunder.

»Denne rapport bekræfter, at selv om Columbias besætning gjorde alt, hvad de kunne for at holde kontrol med Columbias, så var det ikke muligt at overleve uheldet,« siger Nasas vicedirektør Wayne Hale.

Den nye 400 sider lange rapport viser, at besætningen i 41 sekunder vidste, at de ikke kunne styre rumfærgen, men forsøgte at få kontrol.
Efterfølgende svigtede kabinens struktur, hvilket førte til et hurtigt tryktab og astronauterne mistede bevidstheden.

Nogle af astronauterne var endnu ikke på plads i deres sæder, mens en ikke havde hjelm på, og andre ikke havde taget handsker på og dermed ikke forseglet deres trykdragter.
Astronauterne døde enten af iltmangel, eller da de ramte udstyr i kabinen. De var formodentlig bevidstløse allerede efter nogle få sekunder.

Astronauter havde ikke en chance

Rapporten konkludere, at hvis astronauterne havde fået alt deres udstyr på tidligere og lukket trykdragterne, ville de formodentligt have kunnet overleve lidt længere og forsøgt flere ting.

Men samtidig understreger rapporten, at de alligevel ville have været omkommet på grund af de ekstreme kræfter og den varme de blev udsat for.

Rumfærgernes hovedtank er nu blevet ændret

Forud for ulykken havde Columbias astronauter været på en 16 dages videnskabelig mission med syv astronauter, heriblandt en israeler.

Under opsendelsen havde isolering fra rumfærgens hovedtank slået hul i den ene vingeforkant, så rumfærgen brækkede i stykker i 63 kilometers højde, mens den var på vej tilbage til Jorden med en hastighed på 20.000 kilometer i timen.

Efter uheldet kom den officielle undersøgelseskommission, kaldet Columbia Accident Investigation Board (CAIB), med en lang række ændringer i rumfærgerne og Nasas organisation som skal forhindre sådanne tab i fremtiden.

Det har blandt andet ført til en omfattende designændring på rumfærgernes hovedtank.

De resterende tre rumfærger skal efter planen sendes på pension i 2010 og afløses af de nye bemandede Orion-kapsler, når samlingen af rumstationen er fuldført.

Ulykke førte til bedre sikkerhedsdragter

Efter at CAIB var kommet med deres rapport, fandtes der stadig en masse information, som kunne benytte ved design af fremtidige rumfartøjer.
En gruppe blev bedt om at lave en NTSB-lignende rapport som der laves efter flystyrt, og de skulle blot tage den tid der var nødvendig.
The Spacecraft Crew Survival Integrated Investigation Team som har været med til at lave rapporten, lister en lang række ting i træning og udstyr som skal ændres.

Heriblandt bedre hjelme, sikkerhedsseler, trykdragter og mere automatisk teknologi som kan tage over, hvis astronauterne bliver bevidstløse eller på anden måde ude af stand til at reagere.

Udstyret trækker paralleller til teknologi, som i dag bliver brugt i motorsporten og fremover skal en lang række af astronauternes udstyr være mere integreret med rumfartøjet.

Wayne Hale, som var ansvarlig for at få rumfærgerne på vingerne igen efter uheldet opfordre alle designere af rumfartøjer i USA og over alt i verden, til at læse rapporten og benytte ”De hårde erfaringer som er blevet købt så dyrt med de syv astronauters liv”.



02. jan 2009 kl 10:57

Per Larsen

Indgangshastighed

Er der nogle der kan svare mig på, hvorfor man flyver ind i jordens atmosfære med så store hastigheder? Ville man ikke undgå den store varmeudvikling, hvis man kun fløj ind med nogle få hundrede km i timen?


02. jan 2009 kl 11:12

avatar

Michael Nielsen

Re: Indgangshastighed

Tror ikke det er muligt at bremse meget mere ned efter at have været i kredsløbs-hastighed.

Det handler jo også om ikke at få en så stejl "re-entry" og derfor mindske varmeudviklingen... Og for at få en så lav vinkel som muligt, kræves der hastigheder som nærmer sig kredsløbs-hastigheden.


02. jan 2009 kl 11:19

avatar

Poul-Henning Kamp

Re: Indgangshastighed

Er der nogle der kan svare mig på, hvorfor man flyver ind i jordens atmosfære med så store hastigheder? Ville man ikke undgå den store varmeudvikling, hvis man kun fløj ind med nogle få hundrede km i timen?

Det ville kræve stort set lige så meget raketbrændstof som at komme op på den høje hastighed til at begynde med.

Poul-Henning


02. jan 2009 kl 11:33

Hans Henrik Hansen

Re: Re: Indgangshastighed


Det ville kræve stort set lige så meget raketbrændstof som at komme op på den høje hastighed til at begynde med

- hvis det overhovedet var (praktisk) muligt?: Jeg ville da tro, at så såre man fik reduceret farten med blot et mindre beløb, ville man initiere et langt mere drastisk/ukontrollabelt reentry, jf. Michael Nielsens indlæg ovenfor.


02. jan 2009 kl 11:52

Per Larsen

Re: Indgangshastighed

Tak for det.


02. jan 2009 kl 12:07

Jon Loldrup

Re: Re: Re: Indgangshastighed

Hvis man kunne bremse rumfærgen så meget op at den kun fløj et par hundrede kilometer/timen hurtigere end jordens atmosfære ville reentry foregå stort som at smide en bold ud fra runde tårn - dvs. med omtrendt 1g i acceleration.
Det eneste problem ville være at undgå at falde ned i atmosfæren inden ens obbremsning var fuldført, samt at det som Poul Henning siger ville kræve ret meget brændstof at gennemføre opbremsningen.


03. jan 2009 kl 15:04

avatar

Holger Skjerning

Hvad med Challengers forlis...?

En lidt ældre sag: Under opsendelse af rumfærgen Challenger i 1986 omkom syv astronauter et par minutter efter affyringen, fordi der "gik hul" på brændstoftanken "under" dem.
Jeg regnede dengang på den bevægelse (parabelbane), som selve rumkabinen med de syv beskrev efter brint+ilt-forbrændingen. Og fik det bragt (uimodsagt!) i stor opsætning i Berlingske nogle dage efter.
Så vidt, jeg husker, røg de op i 40 km højde, og det varede ialt ca. 7 minutter, før deres rumkabine ramte havet, - og de blev dræbt.
Da der ikke var tale om en egentlig eksplosion, men en hurtig forbrænding (brint og ilt var jo ikke blandet!) argumenterede jeg for, at rumkapslet blot fik et gevaldigt skub opefter (den var jo særdeles tung), og da astronauterne jo lå med ryggen imod denne kraftpåvirkning, kunne de tåle rigtig meget. - De var derfor sandsynligvis fuldt bevidst(e) om deres skæbne i de nævnte syv minutter.
Mit budskab her er blot, at jeg aldrig har set en officiel redegørelse, der be- eller afkræfter denne beskrivelse. Var der f.eks. radiokontakt til dem i disse minutter?? Kunne man fjernaflæse instrumenterne og se, hvor store påvirkninger, de blev udsat for??
Delvis tavshed. Måske af hensyn til de efterladte - ligesom i tilfældet Columbia.
Er der nogen, der kender til resultatet af undersøgelserne efter Challengers forlis? - Nu, hvor der er gået 22 år.


03. jan 2009 kl 15:13

avatar

Poul-Henning Kamp

Re: Hvad med Challengers forlis...?

De var derfor sandsynligvis fuldt bevidst(e) om deres skæbne i de nævnte syv minutter.
Mit budskab her er blot, at jeg aldrig har set en officiel redegørelse, der be- eller afkræfter denne beskrivelse.

Det er dokumenteret, både i den endelige Challenger rapport, Feynmans bog og vist nok også i den glimrende danske bog "Challenger: et teknisk uheld."

Jeg kan ikke huske om tallet lige var 7 minutter, men konklusionen var vist nok at de besvimede af iltmangel på vej op og døde ved nedslaget mod vandoverfladen.

De efterladte blev bestemt informeret, men offentligheden fik ikke helt så meget at vide.

Poul-Henning


03. jan 2009 kl 15:47

Carsten Scherrebeck Møller

Re: Hvad med Challengers forlis...?

Verdens sejeste mand, Joe Kittinger, sprang i 1960 ud fra ballon i cirka 33 kilometers højde, grænsen til rummet, testede en faldskærm til redning i tilfælde af ulykke i fx en rumfærge. Det kan lade sig gøre, et så dybt frit fald, faldskærmen blev færdigudviklet, men, den er aldrig blevet implementeret. Som hans team sidenhen har kritiseret NASA for, argument, at faldskærmen ville have reddet astronauterne i Challenger. Historien om projektet, en bog som jeg kan anbefale: »The man who touched the sky«, af Johnny Acton.

Problemet er, så vidt som at jeg kan se, den begyndelseshastighed, som man tilfældigt har, når man får behov for at springe. Hvis farten allerede er høj i retning imod Jorden, da vil gnidningsvarme måske blive et problem, når de første luftmolekyler begynder at hamre. Jeg ved ikke, om en astronaut, i sit udstyr, hvis han eller hun sørger for (er i stand til) at vende og dreje sig undervejs nedad, og hvis det samtidig tilfældigvis foregår i Jordens skygge, om det vil kunne dæmpe temperaturen, indtil farten falder til et tåleligt niveau. En astronauts overfladestørrelse, i forhold til masse, bør give en hurtigere nedbremsning end for en rumfærge, eller ...?

Kittingers team udviklede en stabilisator, der evnede at bringe kroppen i ro og balance, før selve faldskærmen blev udløst. Dette er kardinalpunktet, for kroppen risikerer ellers at blive slynget i vanvittige rotationer, som vil dræbe. Forinden hans udløsning af faldskærmen, blev farten temmelig høj, men, hans begyndelseshastighed var cirka nul, og han sprang fra kun 33 kilometers højde, som overhovedet ikke er en typisk situation for fx rumfærger. Kittinger var i øvrigt ikke hvem som helst, han var sådant set verdens dygtigste mand til sådanne opgaver, en supermand.

En sikkerhedsløsning er muligvis begrænset til, at man sikrer sig, at kabinen altid vil evne at komme sikkert ned. Fx burde det ikke være umuligt at udløse en serie af særlige faldskærme, men, sådant udstyr vil desværre veje og fylde, som vil fordyre alle rejser.

Min løsning på problemet: Nøjes med at anvende robotter til rumrejser, for dem kan vi, så længe som at de ikke er selvstændige væsener, tåle at miste.

Kittinger er sørme i live endnu:
http://en.wikipedia.org/wiki/J...nger


03. jan 2009 kl 18:25

Hans Henrik Hansen

Re: Hvad med Challengers forlis...?


...og da astronauterne jo lå med ryggen imod denne kraftpåvirkning, kunne de tåle rigtig meget

- forudsat, at fartøjet vedblev at pege i bevægelsesretningen, men det gjorde det vist ikke!(?)
Denne kilde:

http://www.msnbc.msn.com/id/11...097/

fortæller iøvrigt, at uheldet (booster separation/hul i hovedtanken) indtraf 73 sek. inde i missionen (i en højde af 46000 fod), hvorefter der forløb 2 min. 45 sek. før fartøjet ramte vandet. Tophøjden blev 65000 fod.
Det kunne da være spændende, om du kunne genfinde/rekonstruere dine oprindelige beregninger!


03. jan 2009 kl 21:25

avatar

Holger Skjerning

Kort om Challenger...!

Tak HHH: Jeg havde ikke surfet på nettet, men blot rodet i hukommelsen! - Desuden brugte jeg de oplysninger, vi fik umiddelbart efter ulykken.
Din maks-højde (65000 fod = ca. 20 km) giver ved frit fald 64 sekunder, før den rammer havet med hastigheden 2250 km/t. Og da den jo først skulde fra 46000 fod op til 65000 fod - og da der ved nedturen er en del luftmodstand ved så høj hastighed, passer det fint med ialt 2 min og 45 sek.
Mit budskab var egentlig at minde om, at de (muligvis) var klar over deres skæbne i væsentlig længere tid end de syv i Columbia.
At de skulle være kvalt hurtigere pga iltmangel lyder som en "psykologisk, beroligende" teori, da selve kabinen antagelig var helt intakt, indtil den ramte havoverfladen?? - Der var som sagt ikke tale om en eksplosion, men om et kraftigt "boost".


04. jan 2009 kl 10:46

Hans Henrik Hansen

Re: Kort om Challenger...!


At de skulle være kvalt hurtigere pga iltmangel lyder som en "psykologisk, beroligende" teori, da selve kabinen antagelig var helt intakt, indtil den ramte havoverfladen??

- det tror jeg faktisk ikke!: Min oven for angivne kilde skriver således:

Challenger itself was torn apart as it was flung free of the other rocket components and turned broadside into the Mach 2 airstream. Individual propellant tanks were seen exploding — but by then, the spacecraft was already in pieces.

- så omkring det (tids)punkt har de efter alt at dømme alle været bevidstløse/døde!(?)


04. jan 2009 kl 22:48

avatar

Peter Madsen

Re: Re: Kort om Challenger...!

Jeg har svært ved at se Culombias og Challengers forlis er så forskellige fra andre flystyrt. Oplevelsen af at deltage i et fatalt flystyrt er sikkert noget at det mest extreme, men er ikke markant forskellig fra den ene til den anden flytype.

Astronauter ved at de har en 1/50 chance for at omkomme enten under opsendelsen eller under reintry og er parrate til at acceptere de odds. Ellers har de egentligt ikke noget at gøre i en rumfærge eller er blevet snydt af NASA PR.

Det gør de to forlis mindre slemme da besætningen vidste det var ikke var særligt usandsyneligt at de skulle dø.

Modsat almin flyvningen hvor man må regne med at overleve med meget stor sandsynelighed.

Når talen er på flyskræk fokuseres altid på statistik - hvilket er rimeligt nok - men går man ind i hvordan flystyrt opleves så er det altså ret makabert. Jeg ved ikke hvorfor de pårørerde helst skal lyves for - hvis det var min familie eller venner der brændte langsomt vil jeg hellere vide det end at få presenteret nogle løgne om "omgående død" - kroppen kan tåle meget og omgående død kræver at hjernen ødelægges - man kan sagten klare sig uden hjerte og lunger i nogle sekunder - nok til at opleve at det er indtruffet.

Herregud - vi skal alle den samme vej på den ene eller den anden måde - hvorfor alle de traumer ?

Peter Madsen


04. jan 2009 kl 23:39

avatar

Poul-Henning Kamp

Re: Re: Re: Kort om Challenger...!

Jeg ved ikke hvorfor de pårørerde helst skal lyves for -

Det holdt NASA op med allerede efter Apollo 1 besætninge brændte til døde under en træningssession.

Pårørende til astronauter får helt klar besked med mindre de decideret siger, at at de ikke vil høre detaljerne.

Poul-Henning


04. jan 2009 kl 23:54

Carsten Scherrebeck Møller

Re: Re: Re: Kort om Challenger...!

Astronauter ved at de har en 1/50 chance

Denne viden havde offentligheden først, efter at Challenger gik tabt og ulykken blev efterforsket. Indtil da påstod NASA, helt uden belæg, at rumfærge-sikkerheden var uendelig stor, omtrent.

Det er i øvrigt dette forhold, der gør, at astronauter får større opmærksomhed en taxi-chauffører. Vi ved godt, inderst inde, alle sammen, at lodret start op i himlen er livsfarligt.

Det er i øvrigt mærkeligt, at ingen gør alvor af at udvikle kanoner, som en alternativ måde at opsende satelliter. Man bør kunne bygge en elektromagnetisk slynge, inde i et bjerg, opad imod himlen. Man skal blot gøre tunnelen tilstrækkelig lang, og pumpe den lufttom før hver affyring, og lave en tidsberegner, så toplugen bliver åbnet i korrekt øjeblik, og måske bør man akkurat forinden sprænge nogle specialbomber i den allernærmeste atmosfære, så luften nærmest udmundingen får et lavt lufttryk. I så fald bør man kunne sende hvad som helst helt op i den geostationære bane, endda med en forholdsvis blød acceleration. Med blot nogle små styringsraketter med, som kan dirigere en satellit på plads. For eksempel bør Kenya kunne bygge en sådan kanon, inde i Afrikas største bjerg, fordi bjerget ligger omtrent på Ækvator. Dette burde give indtægter nok, til at kunne redde hele området imod at blive ødelagt i øvrigt. En kanonmunding i fem kilometers højde, vil helt automatisk give et stærkt reduceret lufttryk.


05. jan 2009 kl 00:10

Hans Henrik Hansen

Re: Re: Re: Re: Kort om Challenger...!


Man skal blot gøre tunnelen tilstrækkelig lang, og pumpe den lufttom før hver affyring, og lave en tidsberegner, så toplugen bliver åbnet i korrekt øjeblik, og måske bør man akkurat forinden sprænge nogle specialbomber i den allernærmeste atmosfære, så luften nærmest udmundingen får et lavt lufttryk

-ét må man lade dig: Det er 'tihvertifald' IKKE FANTASI, du mangler!
Desværre har JEG også fantasi til at forestille mig scenariet, såfremt 'åbningstimeren' for toplugen svigter! :)
(I praksis tror jeg også, du ville få svært ved at få 'projektilet' til at bevæge sig SÅ langt i røret - UDEN at en (ikke ubetydelig) del af drivgassen fandt vej om FORAN dette!?)


05. jan 2009 kl 00:10

avatar

Poul-Henning Kamp

Re: Re: Re: Re: Kort om Challenger...!


Det er i øvrigt mærkeligt, at ingen gør alvor af at udvikle kanoner, som en alternativ måde at opsende satelliter.

Det er, uforvarende, afprøvet:

http://nuclearweaponarchive.or...html

Poul-Henning


26. jan 2009 kl 14:29

Niels Foldager

Re: Hvad med Challengers forlis...?

Mit budskab her er blot, at jeg aldrig har set en officiel redegørelse, der be- eller afkræfter denne beskrivelse. Var der f.eks. radiokontakt til dem i disse minutter?? Kunne man fjernaflæse instrumenterne og se, hvor store påvirkninger, de blev udsat for??
Delvis tavshed. Måske af hensyn til de efterladte - ligesom i tilfældet Columbia.

Inden der starter en ny konspirationsteori:
Jeg opholdt mig i Texas, da ulykken skete, og der var kort efter offentlige oplysninger om det spørgsmål.

Nej, man havde ikke radiokontakt.

Ja, man målte, så vidt jeg husker, accelerationer op til maks. 18G. Ikke nok til at dræbe.

To af astronauterne havde aktiveret en nødluftforsyning (egentlig til brug i brændende rumfærge på Jorden). Det kræver 180 drejning af et håndtag.

Der var brugt luft af disse forsyninger svarende til faldtiden.

Astronauterne var i live, da de ramte havet.

Tvivlen er alene, om de var bevidstløse på vej ned eller ej.

Det afhænger af, om kabinen var utæt straks efter eksplosionen; men man har ikke ved indgående studier kunne finde skader, der tyder på trykfald til forskel fra kollision med havet.


26. jan 2009 kl 14:33

Niels Foldager

Re: Re: Re: Re: Kort om Challenger...!

Denne viden havde offentligheden først, efter at Challenger gik tabt og ulykken blev efterforsket. Indtil da påstod NASA, helt uden belæg, at rumfærge-sikkerheden var uendelig stor, omtrent.

Hvor og hvornår har NASA sagt det?


26. jan 2009 kl 16:17

avatar

Holger Skjerning

Mere opklaring, tak...!

Tak for Peter Madsens kloge ord: Ikke værre end at være ombord i fly, der måske skal havarere. - Og de "har øvet sig" på risikoen!
Og til Niels Foldager: Dette jo meget tæt på det, jeg havde ræsonneret mig til, dengang.
Og faktisk forstår jeg ikke "fysikken" bag ordene:
"Challenger itself was torn apart as it was flung free of the other rocket components and turned broadside into the Mach 2 airstream. Individual propellant tanks were seen exploding — but by then, the spacecraft was already in pieces."
Selve "flyet" Challenger sad jo på siden af den store brændstoftank (vist med brint og ilt?), som der gik hul på pga. stikflamme fra en af de to hjælperaketter. Og da ilten og brinten jo var adskilt før ulykken, var det ikke en egentlig eksplosion, men en et enormt stor og varmt "bål" under astronauternes store tunge kabine, som gav dem et kæmpe skub skråt opad i meget kort tid, da afstanden jo voksede hurtigt. Og som sagt tror (mener) jeg, at de sagtens kan have opretholdt liv og bevidsthed under dette forløb.
Men bagefter har det jo kun "akademisk interesse"!yldigt!


28. jan 2009 kl 00:07

avatar

Steen Eiler Jørgensen

Re: Re: Re: Re: Re: Kort om Challenger...!

Indtil da påstod NASA, helt uden belæg, at rumfærge-sikkerheden var uendelig stor, omtrent.

Hvor og hvornår har NASA sagt det?

Det har NASA naturligvis aldrig sagt officielt. Men før Challenger-ulykken var der en gennemgribende tro på, at rumfærgen virkelig var omtrent lige så pålidelig som en lastbil. Det var også derfor, ulykken var så chokerende - nu troede man lige, den slags var et afsluttet kapitel. Da Columbia-ulykken skete, vidste man godt, at det ikke var et spørgsmål om "hvis", men "når".


28. jan 2009 kl 01:36

avatar

Steen Jensen

Re: Re: Hvad med Challengers forlis...?

Kittinger blev kaldt verdens hurtigste mand (frit fald), da han sprang ud af sin trykkabine og drønede mod jorden. Starthastigheden er over de 1200 Km. i timen - altså lydens hastighed !


28. jan 2009 kl 20:16

Niels Foldager

Re: Re: Re: Re: Re: Re: Kort om Challenger...!

Indtil da påstod NASA, helt uden belæg, at rumfærge-sikkerheden var uendelig stor, omtrent.

Hvor og hvornår har NASA sagt det?

Det har NASA naturligvis aldrig sagt officielt. Men før Challenger-ulykken var der en gennemgribende tro på, at rumfærgen virkelig var omtrent lige så pålidelig som en lastbil. Det var også derfor, ulykken var så chokerende - nu troede man lige, den slags var et afsluttet kapitel. Da Columbia-ulykken skete, vidste man godt, at det ikke var et spørgsmål om "hvis", men "når".

Det har de nemlig aldrig sagt.

Det er korrekt, at tilliden til systemet retfærdigvis var stigende, efterhånden de første 25 missioner gik godt.

Men man har aldrig fornægtet, at det var et raketsystem. Og raketter kan sprænge i luften eller komme ud af kontrol. Det blev jævnligt demonstreret for alle og enhver ved mishaps indenfor andre systemer parallelt med rumfærgens virke.


28. jan 2009 kl 23:20

avatar

Holger Skjerning

Selvfølgelig en risiko...!

- uanset, om man har sagt det eller ej.
Men (sprogbommert): NF skriver fornægtet i stedet for benægtet.
Fornægte betyder: svigte. - Og det bruges mest i religiøs sammenhæng. F.eks: Judas fornægtede Jesus!
Og Steen Jensen: Hvem er Kittinger, - og hvor og hvornår sprang han ud af en trykkabine.
Nysgerrig.


29. jan 2009 kl 14:53

Niels Foldager

Re: Selvfølgelig en risiko...!

Men (sprogbommert): NF skriver fornægtet i stedet for benægtet.
Fornægte betyder: svigte. - Og det bruges mest i religiøs sammenhæng. F.eks: Judas fornægtede Jesus!

Jeg skrev, hvad jeg mente.

Det ville være temmeligt latterligt, hvis NASA ligefrem benægtede, at STS er et raketsystem.

Og de fornægtede det heller ikke. De så ikke bort fra, at det er et raketsystem.

Ordbog over det Danske Sprog:

"1) benægte et eksisterende forhold, en faktisk sammenhæng ..."


29. jan 2009 kl 16:21

avatar

Holger Skjerning

Helt uden ordbog...!

.. ville jeg have skrevet: "NASA har naturligvis aldrig benægtet, at enhver raketaffyring indebærer en vis risiko". - Og sådan opfattede jeg naturligvis dit udsagn.
Både min mor og far var dansklærere, og jeg vil jo ikke fornægte mine rødder!!!!


29. jan 2009 kl 20:03

Niels Foldager

Re: Helt uden ordbog...!

.. ville jeg have skrevet: "NASA har naturligvis aldrig benægtet, at enhver raketaffyring indebærer en vis risiko". - Og sådan opfattede jeg naturligvis dit udsagn.

Nu var det jo heller ikke dig, der skrev.

Jeg skrev: "Men man *har aldrig fornægtet*, at det var et raketsystem." i betydningen:
"Man (NASA) *har hele tiden erkendt*, at de havde med et raketsystem at gøre."

Jeg kan ikke se, at der er noget som helst forkert i min oprindelige formulering. Jeg gider i hvert fald ikke diskutere den mere.




01. feb 2009 kl 22:46

avatar

Holger Skjerning

Også slut her...!

Jeg er blot imponeret, hvis NASA hele tiden (offentligt) har erkendt, at de bruger et raketsystem. - Det er helt fint.
Slut.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.