/rumfart

Hidsige stjernevinde blæser alle tiltag til nye planeter i stykker

I stjernebilledet Cassiopeia forsøger tre unge stjerner forgæves at skabe nye planeter, men en gruppe massive stjerner blæser alt planetmateriale ud i det interstellare rum, viser infrarøde billeder fra Nasa.

Af Thomas A. E. Andersen, fredag 19. dec 2008 kl. 15:00

Tre unge stjerner i stjernebilledet Cassiopeia er født på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, hvis de skal gøre sig håb om at danne nye planeter, viser infrarøde billeder taget af Spitzer-rumteleskopet fra Nasa.

Stråling og stjernevinde fra en klump af fire massive stjerner, hver 20 gange tungere end Solen, blæser nemlig det meste af det planetdannende materiale væk fra tre unge stjerner, der blot befinder sig et lysår væk.

De tre unge stjerner er blot to til tre millioner å gamle og befinder sig i stjernetågen W5 6500 lysår fra jorden. Stjernerne befinder sig på et tidspunkt i deres udvikling, hvor man mener, at der normalt begynder at blive dannet planeter ud fra skiven af støv og gas, som kredser omkring dem.

På billederne fra Spitzer ses støvet fra skiverne som kometlignende haler, der peger væk fra de destruktive stjerner. Spitzer kan se støvet fra skiverne, da den er opvarmet og gløder i det infrarøde område.

»Vi ser her tydeligt hvilken effekt massive stjerne har på mindre, som forsøger at danne planeter. Disse mindre stjerner kan måske i heldigste tilfælde danne mindre indre planter som Jorden, mens de større ydre planeter som Uranus og Neptun aldrig vil kunne opstå,« siger Xavier Koenig der er førsteforfatter på opdagelsen som offentliggøres i det kommende nummer af tidsskriftet Astrophysical Journal Letters.

Ifølge Xavier Koenig er begivenhederne meget kortvarige på den astronomiske tidsskala.

»Det tager blot omkring en million år inden støvskiverne er helt forsvundet,« siger han.

Han påpeger, at dens tøv som blæses væk, stammer fra de ydre dele at skiven af det planetdannende materiale, der hvor planeter som Uranus og Neptun vil være blevet dannet.

Mange mindre stjerner og planeter vokser dog op og overlever de barske forhold i nærheden af massive stjerner. Nogle astronomer mener for eksempel, at vores egen Sol engang befandt sig i et voldsomt aktivt område, der dannede mange stjerner. Med tiden er dette turbulente område blevet spredt ud.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.