/elektronik

3 får yderligere 830 millioner kroner i bredbåndskampen

Endnu en gang har mobilselskabet 3 været begunstiget af moderselskabets gavmildhed. Denne gang har selskabet fået tilført 830 millioner kroner.

Læs mere om

Af Torben R. Simonsen, fredag 19. dec 2008 kl. 13:02

Mobilselskabet 3 får nu tilført 830 millioner kroner af sin ejer. Dermed løber den samlede investering i Danmark op i over fire milliarder kroner.

Selskabet har allerede brugt 3,5 milliarder kroner på opbygning af 3G-net og til at tiltrække kunder til det mobile bredbåndsnet, men det har ikke været nok til at sikre selskabets fremtid i Danmark. Så yderligere 830 millioner kroner fra 3's moderselskab, Hutchison Whampoa, er på vej til det danske selskab.

»Det er måden, vi sikrer vores egenkapital på,« siger Morten Christiansen, administrerende direktør for 3 til Børsen, men han vil dog ikke redegøre nærmere for, hvad pengene skal gå til.

3 var det første selskab i Danmark, der kunne tilbyde mobilt bredbånd landet over. Det har givet selskabet et vist forspring, der dog er ved at blive indhentet eftersom både TDC og Telia også kan tilbyde mobilt bredbånd.

Og der skal nytænkning til, hvis det skal lykkes 3 at forrente de investerede milliarder i Danmark, vurderer teleanalytiker John Strand:

»3 kommer aldrig til at tjene pengene hjem. Pengene er tabt, og det viser, hvor elendigt det har været at investere som teleselskab i Danmark i mobiltelefoni,« siger han til Børsen.

John Strand peger på, at 3 burde gøre det muligt for andre operatører at benytte 3's net, der har kostet omkring 2,5 milliarder at etablere. Men ifølge Børsen er kunderne blevet mødt med for høje priser til, at der for nærværende er mobilselskaber, der ønsker at gå på 3's net.



19. dec 2008 kl 21:47

Jens Åge Holm

Sonofon?

Det har givet selskabet et vist forspring, der dog er ved at blive indhentet eftersom både TDC og Telia også kan tilbyde mobilt bredbånd.

Hvor er Sonofon? - Danmarks 2. største mobiludbyder?
Vi kan altid diskutere kvalitet og dækning, men decideret at udelade firmaet er vist ikke rimeligt.
- Det skal bemærkes, at jeg arbejder hos Sonofon (og forøvrigt har mit job pga., at Sonofon har en 3G licens).


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.