»Billigst i længden«, afhænger at kernespørgsmål. De vigtigste er:
1. Basisbehov: Er våbenarten at foretrække, i forhold til eventuelle alternative våbenarter? (I dette tilfælde, hvis vi tænker på forsvar: Fx missiler.)
2. Kvalitet: Er det valgte våben tilstrækkelig konkurrencedygtigt i kamp imod fjenders våben?
3. Teknologisk bæredygtighed: Er det sandsynligt, at leverandøren kan og vil opgradere våbnet i tide i løbet af dets typetekniske levetid?
4. Troværdighed: Er det sandsynligt, at leverandøren kan levere til tiden og uden fejl?
5. Forsyningsveje: I tilfælde af krig, kan leverandøren levere flere våben, uden at de går tabt undervejs?
6. Skalering: I tilfælde af krig, kan leverandøren levere et tilstrækkeligt stort antal erstatningsvåben og reserverdele i tide?
7. Kompetencekrav: Er vi kloge nok til at anvende våbnet i praksis? Er det realistisk, at vi kan og har råd til at ansætte det nødvendige antal specialpersonale?
8. Ledelseskrav: Har våbnet mange anvendelsesmuligheder, således at ledere, der investerer deres tid i at forstå våbnet, vil få et stort udbytte deraf?
9. Økonomi: Vil våbnet påføre fjender en tilstrækkelig stor skade, i forhold til vore udgifter til våbnet?
10. Gratis biafkast: Kan våbnet anvendes til andre opgaver også, som vi i så fald vil spare at skulle indkøbe løsninger til?
11. Skadevirkninger: Medfører våbnet nogle samfundsmæssige ulemper i fredstid?
12. Forsvarspolitisk landskab: Tilhører leverandøren vort militærpolitiske venskabsområde?
Og til allersidst, og overhovedet ikke nær så vigtigt: Er der civiløkonomiske fordele ved at vælge våbnet? Fx kontrakter om underleverancer. At tillægge dette nogen som helst væsentlig værdi, er tåbeligt. Fordi: Dette handler om militær sikkerhed, ikke om købmandsregninger.
Hvis vi ser på konkrete indkøb i Danmark, eksempler:
A. Militærhelikopterne fra Storbritannien: Disse dumper i hvert fald i spørgsmålene nummer 6 og 7.
B. DSBs italienske tog (ganske vist en civil sag): Disse dumper totalt på spørgsmål nummer 4.
Og så er der spørgsmålet: Hvorfor ikke vælge at købe jagerfly fra Sverige? Fordi: De er handikappet i spørgsmål 4 og 6 og 8 og 12, i forhold til jagerfly fra en stor USA-leverandør.
Generelt kan man desuden sige, at USA-leverandører har særdeles megen praktisk erfaring med at levere jagerfly til rigtige krige. Dette er ingen garanti imod dårlige køb, men, det er normalt sådan, at erfarne leverandører, der leverer noget som de har erfaring i at levere, begår færre fejl. Det er også sådan, at leverandører, der har leveret varer til kunder der virkelig har brugt dem, har fået masser af kritik fra disse kunder, om hvordan at gøre varerne bedre, en meget vigtig erfaringsbase.
Generelt, i Danmark, skal vi desuden passe morderligt meget på spørgsmål 7. Vi er sjældent kloge nok, i Danmark, til at anvende et avanceret våben, fordi vi er ude af stand til at finde det nødvendige antal specialpersonale, eller, hvis vi kan finde dem, kan vi ikke ansætte dem, fordi vi ikke har råd til at betale deres lønningsniveau. Realiteten er, at vor forsvarsevne er ren teori, findes ikke i praksis. Kunststykket er, i Danmark, at opdage en krigstrussel i rigtig god tid, så vi kan nå at skalere os op i størrelse i vort forsvar, før truslen manifesterer sig. Forudsat dette, fungerer vort forsvar tilstrækkeligt, fordi vi akkurat er i stand til at deltage i det små i internationale operationer, som er nødvendigt for at opnå at få gode venner, venner der forhåbentlig vil hjælpe os, hvis vi en dag bliver angrebet. Dette giver os således endnu en grund til at interessere os for hvad USA-leverandører kan sælge til os. Fordi: I tilfælde af et angreb på Danmark, skal hjælpen sandsynligvis findes i USA, snarere end i Sverige, uanset at Sverige ligger så nært, fordi Sverige og Danmark befinder sig i to vidt forskellige militærstrategiske situationer, på grund af geografien.
