Da Jørgen Peder Steffensen var en stor knægt, blev han fascineret af Johannes V. Jensens fortælling 'Bræen', hvor stenalderfolket følger isranden mod nord i takt med, at gletscheren trækker sig tilbage.

»Jeg spekulerede over, hvad de mennesker mon tænkte, mens de så deres verden forandre sig år for år«.

Nu har Steffensen sammen med kollegerne fra Center for Is og Klima ved Københavns Universitet vist, at istiden bogstaveligt talt sluttede på et eneste år. Vidnesbyrdet om det ekstremt bratte klimaskift kommer fra analyser af NordGRIP-iskernen, som er udboret til bunden af indlandsisen.

At det overhovedet er muligt at rekonstruere fortidens klima med en så høj tidsopløsning, skyldes, at glaciologerne gennem de seneste fem år har talt sig tilbage i tiden ved at identificere hvert enkelt årlag i iskernen. En af de mange målepinde er støv, som blæser mod Grønland fra Kina, og hvor mængden topper hvert forår. Det var støvet, som først afslørede, at et drama var i vente.

»Syv-ti år før istidens afslutning begynder mængden af støv i iskernen at falde. Forklaringen må være, at nedbøren blev forøget i Asien, så støvet blev vasket ud af atmosfæren, inden det nåede til Grønland,« forklarer Jørgen Peder Steffensen.

Den mest sandsynlige mekanisme udspringer i troperne i den intertropiske konvergenszone, som sætter fart i passatvindene. Glaciologerne mener, at zonen rykkede mod nord, hvilket øgede monsunregnen i Asien.

Efter et par årtier kom så klimaskiftet, hvor hele den atmosfæriske cirkulation på den nordlige halvkugle reorganiserede sig fra det ene år til det næste.

Dét har glaciologerne set spor af ved at måle på tung brint - deuterium - i iskernen. Mængden af deuterium afspejler primært temperaturen i de skyer, der falder ned som sne på indlandsisen. Men når man sammenholder deuteriumindholdet med mængden af tung ilt i et årlag af iskernen, får man også en signatur af temperaturen i det havområde, vanddampen i skyerne kommer fra.

For 11.711 år siden skiftede temperaturen i kildeområdet to til fire grader.

»Den eneste forklaring er, at vanddampen kom et andet sted fra. Vindene blæste pludselig fra en anden retning«, siger Jørgen Peder Steffensen.

Samtidig begyndte et temperaturskifte, som slog igennem i Grønland i form af en stærk opvarmning i løbet af nogle årtier.

»Vores tolkning er, at de nye vinde blæste havisen i stumper og stykker og genstartede den vinddrevne Golfstrøm, som transporterer varme op langs Nordeuropas og Skandinaviens kyster,« siger Jørgen Peder Steffensen.

Her træder vi ind i et minefelt, når det gælder forståelsen af klimaet. Mens meteorologer typisk betragter den nordatlantiske overfladestrøm som et vinddrevet system, så mener oceanograferne, at drivkraften er den termohaline cirkulation, og de forklarer bratte klimaskift med, at pumpen bag havstrømmene - nedsynkningen af overfladevand i Nordatlanten - tænder eller slukker. Så når glaciologerne nu udpeger vindsystemerne som udløseren af dramatiske klimaskift, smider de benzin på et bål.

»Ingen klimamodeller kan i dag forklare den pludselige klimaændring ved istidens slutning, som vi ser i iskernen. Det er et ubønhørligt krav, hvis vi skal fæste lid til forudsigelserne om fremtidens klima,« siger Jørgen Peder Steffensen.