EU-infrastruktur-prioriteternes Top 2007-2013 (ten-t)

Af Michael Reiter redaktion@ing.dk, lørdag 20. dec 2008 kl. 00:45

(PP1) Jernbaneakse Berlin-Verona/Milano-Bologna-Napoli-Messina-Palermo
EU's topprioritet er en nord-syd-akse, der i Østrig krydser Alperne via den planlagte Brennerbasistunnel og i Italien Messina-strædet via en ny hængebro til Sicilien. Aktuelt er 960 ud af 2.520 km færdiggjort. TEN-T-budget 2007-13: 7,1 mia. kr.
(PP6) Jernbaneakse Lyon-Trieste-Divaca/Koper/Divaca-Ljubljana-Budapest-ukrainske grænse Øst-vest-aksen skal krydse Alperne mellem Lyon og Torino og igen mellem Italien og Slovenien. Den skal bære den voksende trafik mellem det sydøstlige, centrale og sydvestlige Europa. 190 af 1.688 km er færdige. TEN-T-budget 2007-13: 5,6 mia. kr.

(PP3) Jernbaneakse Sydvesteuropa
Højhastighedsforbindelserne mellem Portugal, Spanien og Frankrig skal sikre en flydende godstransport mellem den Iberiske Halvø og resten af Europa - uden den omladning af gods, der hidtil har været nødvendig pga. forskellige sporstørrelser. 1.235 af 3.753 km er færdige. TEN-T-budget 2007-13: 5,0 mia. kr.

(PP17) Jernbaneakse Paris-Strasbourg-Stuttgart-Wien-Bratislava
'Magistralen for Europa' skal forbinde de tætbefolkede, centraleuropæiske områder og løse tre store flaskehals-problemer i Frankrig, Tyskland og Østrig. Den kommer til at krydse floderne Rhinen og Saalach via nye jernbanebroer. 466 af 1.298 km er færdige. TEN-T-budget 2007-13: 3,6 mia. kr.

(PP30) Seine-Scheldt-kanal
Seine-Scheldt-projektet forbinder Frankrigs og Belgiens vandveje mere effektivt. Dermed tages et stort skridt mod et samlet europæisk kanal- og flodnet. Udvidelsen af flaskehalse vil gøre det muligt at sende skibe med fragt på over 3.000 ton i nord-sydlig retning til og fra havne som Rotterdam, Antwerpen, Dunkerque, Le Havre og Rouen. Endnu er ingen af de 408 km færdiggjort. TEN-Tbudget 2007-13: 3,1 mia. kr.

(PP20) Jernbaneakse Femernbælt
Et hop længere nede - på 7.-pladsen - finder vi et dansk projekt. Kommissionen ser aksen som en vigtig forlængelse af Øresundsforbindelsen og den nordiske vej- og skinnetrekant - to andre prioriterede TEN-T-projekter. Forbindelsen skal stimulere den økonomiske vækst i Østersøområdet og samtidigt aflaste Storebæltsforbindelsen. Endnu er ingen af de 552 km færdiggjort. TEN-T-budget 2007-13: 2,8 mia. kr.