Tænk at kunne flyve ind over fjendens territorium under en krig uden at blive set af en radar. Og tænk, om man på en smart måde kunne forbinde flere computere, så de kunne tale sammen – uanset placering.

De to tankeeksperimenter hører en fjern fortid til, for takket være det amerikanske forsvars udviklingsafdeling, Darpa, er både stealth-teknologi og internet virkelighed i dag.

Darpa (Defence Advanced Research Projects Agency) kan fejre 50 års jubilæum i år og se tilbage på mange lignende fremsynede innovationer. Organisationen har taget produktudvikling helt ud i ekstremerne og arbejder med en horisont på 20 år for de teknologier, der bliver udviklet i Darpa-regi. Målet er ikke den krig, der er i gang nu. Heller ikke den næste, men den næste igen.

Da russerne sendte rumraketten Sputnik af sted i 1958, kom det helt bag på amerikanerne, der straks oprettede Advanced Research Projects Agency (Arpa) for aldrig at tabe til russernes teknologi igen.

»Vi er sat i verden for dels at undgå teknologiske overraskelser fra fjenden, dels for selv at overraske fjenden,« som talskvinde for Darpa, Jan Walker, beskriver det.

Udviklingsafdelingen har siden udviklet et hav af vanvittigt udseende fremtids- og jagerfly med teknologi, der er en James Bond-film værdig. Et af de første eksempler på Darpas fremsynethed er dog ikke et fly, men Arpanet som i dag er bedre kendt som internettet.

Det var dengang, en af de eneste datamater i Danmark hed Dask og stod i Valby. I USA stod de store og dyre computere ofte på amerikanske universiteter og optog en masse plads. Men i 1963 fik Darpa (dengang Arpa) en af sine gode ideer: Kunne man få flere computere til at tale sammen for at sikre sine data i krigstider? Fem år senere lå fundamentet til internettet klart.

Darpas opgave er at tage sig af særligt svære problemstillinger, som militæret ikke selv kan bruge ressourcer på. Eller som Jan Walker siger: "at sponsorere revolutionerende militære udviklingsprojekter".

Ifølge chefanalytiker i Teal Group (konsulenter for fly- og forsvarsindustrien) Richard L. Aboulafia er det netop den teknologiske udvikling, der har ændret måden at føre krig på.

»For eksempel betød udviklingen af Assault Breaker i 1978, at man kunne ramme sit mål på lang afstand og dermed svække fjenden betydeligt. Det gjorde krigsførelse smartere og hurtigere og flyttede krigsførelsen væk fra fronten,« siger han.

Ideerne til projekter kan opstå alle steder – fra en skitse på en frokostserviet til en næsten færdig teknologibeskrivelse – og kommer fra såvel militærfolk, professorer som industrien. Men Darpa-finansierede projekter ender der, hvor Darpa har demonstreret teknologien, foretaget en økonomisk analyse og måske lavet en prototype, der kan flyve.

»Vi leverer ikke et færdigt system. Vi leverer en platform, som industrien kan arbejde videre med,« siger Jan Walker. Om projekterne bliver til virkelighed afhænger af militæret og industrien.

»Det er ofte en kamp at overbevise militæret om, at vores ideer er gode. Intet forsvar kan sponsorere udvikling, der ikke indeholder en militær udnyttelse, heller ikke vores,« undskylder talskvinden. Slet ikke nu, hvor USA's militær udkæmper to dyre krige i Irak og Afghanistan.

I slutningen af 1990'erne blev en teknologi, der ved hjælp af akustiske sensorer kunne bestemme, hvor kuglerne kom fra, stemplet som "ikke brugbar". Først i Irakkrigen har det amerikanske militær manglet udstyr, der kan fortælle, hvor soldaterne i tanks bliver beskudt fra. Derfor er den gamle teknologi nu blevet støvet af og sat i produktion.

Hvor stealth-teknologien (for eksempel F-117) fik stor opbakning og interesse fra det amerikanske forsvarsministerium, blev UAV (ubemandede fly) negligeret fuldstændigt og satte USA's udvikling af UAV 20 år tilbage.

I dag omhandler flere projekter teknologien, og ifølge jubilaren er der stadig mange spændende muligheder at arbejde videre med. Blandt andet teknologier målrettet soldater til fods, præcisionsvåben, rumarkitektur, robotteknologi og teknologi til længere rækkevidde.

Ordet "projekter" i Darpas navn skal tages alvorligt, for organisationen udfører hverken forskning eller udvikling, men fungerer som projektleder med et årligt budget på tre milliarder dollars. Den mest almindelige måde at starte et projekt på er, at Darpa beskriver et problem, der skal løses. Oplægget bliver offentliggjort på en hjemmeside, hvor alle interessenter kan følge med og give deres bud på en løsning.

Konstellationen af projektpartnere er forskellig, men Darpa arbejder både sammen med store virksomheder som flyproducenterne Boeing, Lockheed Martin og Northrop Grumman og med mindre virksomheder og universiteter.

For det meste er projekterne udelukkende finansieret af Darpa, men det sker, at virksomhederne selv spytter penge i et projekt, som de gerne vil have sat fart på, fordi de kan se en kommerciel fordel i det.

Darpas projektledere er højst ansat i fire år ad gangen. Det er en af grundene til, at Darpa kan blive ved med at få nye ideer, mener Walker.

»Projektlederne ved, at de ikke skal have en lang karriere i Darpa, så det er ok at lave fejl. Det giver dem et større spillerum og kan få de mere vilde ideer frem. Vi forsøger også hele tiden at presse dem helt til grænsen for, hvad de kan forestille sig rent teknisk,« siger hun.

Der er i øjeblikket 150 projektledere, som kommer fra både industrien, fra universiteter og fra staben af offentligt ansatte. De indgår i staben af 240 faste medarbejdere, og tilsammen skaber de en organisation, der jævnligt ændrer struktur, i takt med at verden ændrer sig.

»Det betyder, at vi har mindre bureaukrati. Vi har heller ikke en masse penge bundet i en bestemt teknologi,« siger talskvinden.

Organisationens fokus har igennem fem årtier ændret sig fra rum- og missilforsvar til guerillaforsvar under Vietnamkrigen, fra at kunne opveje sovjetiske våben under den kolde krig til at forbedre overvågningsudstyr, dataindsamling og rekognoscering efter Golfkrigen. I dag er "fleksibel" krigsførelse nøgleordet for mange af projekterne.