La Rochelle, Ingeniøren

Pressemøde ved den franske atlant. Tilstede bystyret, bilfabrikkerne og elværksfolkene. Nu skal 50 'rigtige' elbiler køre i rigtig trafik med rigtige mennesker bag rattet i feriebyen.

Motorjournalister fra hele EU er i salen. Ordstyreren, bilmanden og elværksmanden taler og journalisterne lytter med på simultantolkningen i hovedtelefoner á la FN. Bystyrets mand lader sig et stykke inde i mødet afløse af borgmesteren; nemlig da han ankommer i højt humør og cottoncoat.

Smilende lovpriser han sin by. Hvorpå han går igen.

Så er det tid til dagens højdepunkt. Turen. Alle os VIP'er, der skal prøve bilerne, er forsynet med et blåt klistermærke 'La voiture electrique a La Rochelle'. Skal bæres synligt. Deres udsendte har allieret sig med en kollega fra et større dagblad, vi skal nemlig være to om hver bil. Udenfor er der fyldt med smilende damer, der straks leder os hen til vort køretøj blandt de mange, der er linet op på et lille torv. En metalgrøn og i det store hele almindelig Peugeot 106, blot drevet med atomkraft.

Vi er jo i Frankrig.

Forhistorien er, at de franske bilfabrikker Citroën og Peugeot i 1991 har indgået en aftale med de franske kraftværker, Electricité de France, EDF, og byen La Rochelle. Aftalen indebærer at bilfabrikerne sørger for 50 biler, at byen sørger for parkeringspladser, hvor der kan stilles elektriske tankstandere, og at EDF leverer strøm og el-tankstanderne.

Opladning af bilerne kan ske hjemme, på offentlige parkeringspladser og - i tilfælde af akut flade batterier - på udvalgte tankstationer, hvor man kan lade sig skubbe ind til en lynopladning, der kan give bilen kraft til 40 kilometer mere.

I forsøget får udvalgte bilister lov til at leje en elbil for 900 eller 1000 franc pr. måned. En tusse i danske penge. Citroën'en - en el-AX - er den billigste. Bilerne vejer hhv. 975 og 1050 kg. Batterierne er enten nikkel-cadmium eller bly og motorerne yder op til 20 kilowatt.

Kollegaen får lov at starte bag rattet. Dermed er Deres udsendte navigatør efter det udleverede kort. 'Tændingsnøglen' drejes to hak.

Bilen begynder at summe. Fremmedartede instrumenter lyser op foran føreren. Betjente standser trafikken - kollegaen træder på speederen og vognen ... nej den hopper ikke ... vi glider stilfærdigt frem.

Ud i trafikken. Det går hyggeligt, bilen siger tæt på ingen ting, og vi har intet besvær med at følge byrytmen. Vi kører ikke langsomt, bilen flytter sig på kommando. Smilene breder sig. Efter lidt panik i forhold til kortet - 'hvor er vi?' - viser det sig, at vor rute er afmærket med skilte over det hele. 'Sådan er det altid på disse ture', siger kollegaen beroligende.

Vejen kurver, stiger som Valby Bakke, og der er fri bane. Bilen får pedalen, men den flytter sig ikke rapt nok. Instrumenterne står på 'håbløs uøkonomisk chaufør'. Vi er enige om, at et 'bjerggear' havde været en hjælp, og hvordan vil det ikke gå, hvis der er læs i bagagerummet? Halvvejs bytter vi side i vejkanten. Hjertet op i halsen, blinkeren til og ud i trafikken. Instrumentpanelet har et stort batterimeter graderet fra 0 til 100 procent, og det viste 100, svarende til fuldt opladet, da vi startede. Over batterimeteret sidder et forbrugsmeter og viser, hvad vej strømmen løber. Det er her man kan se, hvis motorerne trækker hårdt på batteriet. Omvendt kan man også se, hvis man motorbremser. Bilen regenerer nemlig bremseenergien og det mærkes tydeligt, hvergang man slipper speederen.

En halv kilometer henne af vejen føler man sig hjemme. Det går som i en automatgears-bil, og så skal vi ned på en motorvej. Peugeot'en får sømmet, og vi arbejder os op i fart. 70 - 75 - 80 - 85 - 90 - 92.... øv, vi må stoppe forsøget fordi ham foran kører for langsomt. Vi når ikke at overhale på motorvejen, og det er vist heller ikke meningen med en by-elbil. Men sløv føles den egentlig ikke.

Motorvejsstrækket har drukket en del strøm, viser meteret. Det bliver lidt køligt og vi fumler med varmeapparatet. Det kører på benzin. Ja, det er rigtig nok. En blæser starter og en velkendt lugt stank af kulbrinter breder sig. Lidt senere kommer der en bette smule varme. Så lidt mere og tilsidst nok.

Nu er vi i tæt by. På fortovet i en smal gade går en pæn pige. Vi nærmer os bagfra. Hun hopper chokeret, da vi er ud for hende, har øjensynlig ikke hørt bilen. Senere stopper en kassevogn foran. Noget skal læsses af og så må dem bagved jo bare vente. Frankrig, remember. Vi holder længe og fodgængerne kigger nysgerrigt på den næsten tavse bil. Kun blæseren siger noget.

Vi triller tilbage til start og når lige at se, at vores batterimeter viser 85 procent efter 14 kilometer før vi brutalt bliver hevet ud af vognen af de eller venlige damer. Næste par skal ud. Men det er næppe helt skævt at regne med 100 kilometer på en optankning. Et par kolleger nåede ned på 80 procent på samme tur.

Meningen er, at disse biler skal sælges for ca. 70.000 kroner, når de i 1995 går i serieproduktion. Syvti kilokroner, i Danmark vel at mærke.

For i Danmark er elbiler afgiftsfri - formentlig i tre år endnu. Og på den måde vil el-udgaven kunne sælges billigere end benzinudgaven herhjemme. Forbruget opgives til 22 kilowatttimer pr. 100 kilometer. Det bliver noget i retning af 22 øre pr. kilometer i strøm, at sammenligne med måske 35 øre i benzin. Det kunne godt friste Deres udsendte med henblik på den daglige 'ungen i børnehave, hen til S-toget'-tur.