Hvad sker der, hvis man ryger i et sort hul?
Sol og Tanya fra 1. g på Sorø Akademis Skole vil gerne vide, hvordan der ser ud på den anden side af et sort hul:
"Hvis man bliver suget ind i et sort hul, hvad sker der så? Kommer man så ud på den anden side? Hvis ja, ved man så, hvor man ender? Måske har jeg set for mange film – men jeg håber stadig, at I vil svare." 
John Renner Hansen, professor og institutleder på Niels Bohr Institutet, svarer:
"Sorte huller er karakteriseret ved, at man ikke kan slippe væk, hvis man er kommet ind under hullets Schwarzchild-radius. Det er den afstand fra hullets centrum, hvor det netop kræver lyshastigheden at undslippe. Der sker dog nogle ubehagelige ting, inden man når så langt.
Tyngdekraftens styrke ændrer sig meget voldsomt i nærheden af Schwarzchild-radius. Som bekendt ændrer tyngdekraften sig med en divideret med kvadratet på afstanden målt fra centrum.
I det næste taler vi om sorte huller med masser, der er sammenlignelige med Solens masse eller større. Hvis man falder med fødderne indad, er tyngdekraften på fødderne så meget større end den er på hovedet, at kroppen vil blive flået i stykker. Det kaldes tidevandskraften, fordi det er den samme effekt, som skaber ebbe og flod i havet, på grund af forskellen mellem tyngdekraften fra månen på de to sider af Jorden, som vender henholdsvis mod Månen og væk fra Månen.
Effekten finder man også fra Solens tyngdefelt, dog noget svagere, fordi det ikke er den absolutte styrke af tyngdekraften, men ændringen fra den ene side til den anden. Samme fænomen er årsagen til, at små sorte huller fordamper. Her taler vi om huller med masser mindre end Månens masse.
Hvad der så sker inden for Schwarzchild-radius er rent gæt. Det er sikkert muligt at konstruere en teori, som forudsiger en forbindelse til et andet univers. Men vi har ikke observeret åbninger fra andre universer, som skulle vise, at sorte huller er andet end en ufattelig stor koncentration af masse, hvorfra ingen information slipper ud."
Sol og Tanya vinder to billetter til Tycho Brahe Planetarium for deres spørgsmål.
Er du rigtig klog? Nu kan du udfordre dine venner med ekspert-spørgsmål fra Scientariet i Ingeniørens nye Facebook-quiz "Så ka' du lære det!". Klik her for at deltage i quizzen og teste dine venner.
Spørg Scientariet er i dag redigeret af Julie M. Callesen, jmc@ing.dk.
Utætheder skyldes uvidenhed og byggesjusk
Er mørkt stof en negativ tyngdekraft?





