/elektronik

Foss: Første gang vi ikke bare overtager virksomheden

Ibsen Photonics skilte sig så meget ud fra konkurrenterne, at elektronikvirksomheden Foss var villig til at købe sig ind i virksomheden, uden at overtage hele selskabet, som Foss ellers plejer at gøre.

Klik for at se billedet i stort

»Vi skal ikke ind og dirigere firmaet i vores retning. Det vil ikke være sundt,« siger udviklingsdirektør i Foss Kim Vejlby Hansen.


Læs også

Læs mere om

Af Torben R. Simonsen, onsdag 17. dec 2008 kl. 09:35

Da Foss i går kunne meddele, at de havde købt sig ind i Ibsen Photonics, var der tale om en helt unik investering fra Foss' side.

»Vi køber af princippet ikke mindretalsposter i firmaer. Det mindes jeg ikke, at der er findes fortilfælde. Vi er altid på opkøbsudkig, men vores primære sigte er noget, der er markedsforøgende og ikke teknikforøgende. Det skyldes, at vi tror, at vi kan udvikle den teknologi, som vi skal bruge, selv. Så det er meget usædvanligt og uden fortilfælde,« siger forretnings- og udviklingsdirektør Kim Vejlby Hansen til Ing.dk/elektronik.

Foss og Ibsen har over et år arbejdet på udvikling af Ibsens spektrometre til brug i Foss' løsninger inden for målinger i eksempelvis fødevareindustrien, men direktøren afviser, at investeringen, er et forsøg på at spænde et sikkerhedsnet ud under Ibsen.

»Det kan man næsten ikke gøre med en 12,5 procents investering. Vi har allerede kigget Ibsen godt efter, da vi indledte samarbejdet for et år siden. Så det vil være forkert at sige, at vi er nervøse,« siger han.

Kim Vejlby Hansen forklarer størrelsen på investeringen med, at det dækker den del af Ibsens aktiviteter, der er knyttet til udviklingen af Foss' produkter, men tilføjer, at Foss forventer at kunne udnytte den viden, som Ibsen får fra sine andre udviklingsprojekter.

»Vi skal ikke ind og dirigere firmaet i vores retning. Det vil ikke være sundt. Tværtimod kan vi se en fordel i den øvrige udvikling, der sker i Ibsen - eksempelvis inden for telekom, som noget, som vi også på sigt vil kunne få glæde af i Foss,« siger han.

Inden valget faldt på Ibsen, havde Foss et forløb med to andre underleverandører, men det blev hurtigt klart for Foss, at det var Ibsen, der skulle arbejdes med i fremtiden.

»Vi havde et parløb med to andre selskaber, men Ibsen var så meget bedre, at vi har valgt en speciel kurs i denne sammenhæng. De var suverænt gode,« siger Kim Vejlby Hansen.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.