Vej i Helsingør slog revner efter jordskælv
Rystelserne fra jordskælvet tidligt i morges, tirsdag, har skabt revner på op til fem meter i en nyasfalteret vej i Helsingør.
Læs også
-
Jordskælv: Pres fra Afrika og Island skaber rystelser i Danmark
Læs mere om
Den nyasfalterede vej Nordvej i Helsingør klarede ikke jordskælvet lige så smertefrit som de danske bygninger. Der er nemlig kommet lange revner i den helt nye asfalt.
»Sprækkerne ligger på linje og er mellem en halv og fem meter lange. Og det er den nyasfalterede del af vejen, der er revnet,« fortæller Torben Winding, specialarbejder i Helsingør kommunes park og vejafdeling.
Helt sikkert nye revner
Der er ingen tvivl om, at det er jordskælvet, der har forårsaget revnerne i vejen, mener Torben Winding, der blandt andet henviser til at asfalten er helt ny.
»Der er slet ingen fejl på den asfalt, som revnerne er kommet i. Det er ikke specifikt den del af vejen, som ikke er nyasfalteret, der er revnet,« siger Torben Winding
Desuden er revnerne heller ikke beskidte indvendigt.
»Der var ikke noget møg eller noget som helst i revnerne. Det ville der selvfølgelig have været, hvis de var gamle,« påpeger han.
Ingen grund til postyr
Torben Winding er dog lidt overrasket over, at de forholdsvis små skader, kan skabe så megen opmærksomhed.
Da det er kommunens opgave at vedligeholde vejene, kan han ikke sige noget om, hvornår skaderne bliver udbedret.
»Der skal lægges ny asfalt på hele vejen, så revnerne bliver bare dækket over, når det sker,« siger han.






