Den 11. november 1572 opdagede Tycho Brahe en ny stjerne, stella nova på latin, i stjernebilledet Cassiopeia.

Det var et bevis på, at stjernehimlen i modstrid gængs opfattelse ikke var statisk - opdagelsen gav derfor genlyd over hele Europa - og mange mener, det blev startskuddet til den moderne videnskab.

I dag ved vi, at det var en døende stjernes sidste krampetrækninger, der resulterede i supernovaeksplosion, før stjernen kollapsede og trak sig sammen til en tilstand, som kendes som en hvid dværg.

Astronomerne opdeler i dag supernovaer i forskellige klasser. Oliver Krause fra Max- Planck-Institut für Astronomie i Heidelberg har nu ud fra målinger af det 400 år gamle optiske spektrum fastslået, at Tychos supernova er af typen Ia.

Tychos supernova fandt sted i Mælkevejen, men det er observation af samme type supernovaer i fjerne galakser, der er et af beviserne på, at universets udvidelse er accelererende.

Men hvordan måler man egentligt et spektrum af et signal, der kun kunne ses for 400 år siden? Man bruger et ekko.

To spanske teleskoper fangede i september i år et signal, der var et refleksion af lyset fra Tychos supernova.

Supernova type I adskiller sig fra type II ved fravær af hydrogen i spektret og type Ia adskiller sig yderligere fra Ib og Ic ved en silicium-absorptionslinje ved 6.355 ångstrøm ved maksimal intensitet - for et bestemme type er det derfor nødvendigt at kende det optiske spektrum netop ved maksimal intensitet.

Nature 4. december 2008