Her kan CO2-overskuddet gemmes væk
FN's klimapanel IPCC anser CO2-lagring for at være et essentielt redskab i kampen mod klimaforandringer. Og der er mange muligheder for at gemme den klimaskadelige gasart af vejen.
I den danske undergrund findes 11 steder, hvor CO2 kan lagres. Hvis 40 pct. af disse sandstensformationer kan fyldes med CO2, svarer det til vores udledning fra store punktkilder i 575 år eller vores samlede Kyoto- forpligtelse i næsten 300 år. (Grafik: Lasse G. Jensen)
Læs også
-
S og V kæmper for CO2-fangst trods øget kulforbrug på 25 procent
-
Connie Hedegaard: CO2-lagring vil bare øge vores energiforbrug
-
Eksperter: Vi skal pumpe undergrunden fuld af atomaffald og CO2
Læs mere om
Det kan være over jordens overflade eller det kan være under jordens overflade – men på den ene eller den anden måde bliver verdenssamfundet formentlig snart nødt til at finde en metode til at lagre noget af al den CO2, som vi producerer i alt for store og klimatruende mængder.
Det står mere og mere klart, i takt med at verden ikke magter at nedbringe de globale udslip af drivhusgasser som aftalt i Kyoto-protokollen ved at skære ned på udslip alene.
Ifølge Kyoto-protokollen skal EU i 2050 være nede på at stå for blot otte procent af verdens udledning af drivhusgasser. I 2000 var andelen 14 procent. Mindre udslip af drivhusgasser er én metode til at nå i mål, men også lagring af CO2 er en metode, som efterhånden har tiltrukket sig stor opmærksomhed. I dag anser FN's klimapanel IPCC CO2-lagring for et essentielt redskab i kampen mod klimaforandringer.
»Interessen for lagring af CO2 er steget voldsomt i de seneste fire til fem år. Der er virkelig sket en opvågning i klimadebatten, bl.a. illustreret ved, at IPCC og Al Gore i fællesskab fik Nobels fredspris i 2007«, vurderer geofysiker og specialkonsulent i Grønlands og Danmarks Miljøundersøgelser (Geus), Thomas Vagnkilde-Pedersen, der selv beskæftiger sig med lagring af CO2 under dansk jord, og som selv har oplevet en stigende interesse for ideer til, hvordan man kan lagre CO2.
»Mange steder i verden egner undergrunden sig godt til at lagre CO2, og det bliver allerede udnyttet flere steder. For eksempel i Nordsøen, hvor Statoil udvinder gas i Sleipner-feltet. Her har man som mål, at udvindingen skal være CO2-neutral, og derfor injicerer man den CO2 tilbage i undergrunden, som udskilles i forbindelse med gasudvindingen,« forklarer Thomas Vagnkilde-Pedersen.
Foreløbig er der siden 1996 pumpet ti mio. ton CO2 ned under Nordsøen. Samme målsætning ligger der bag In Salah gasudvindingen i Algeriet, som ledes af BP og Statoil.
Lagring af CO2 kan også foregå over jordens overflade, for eksempel er planter som bekendt i stand til at optage og binde CO2, så længe de vokser. Fire millioner hektar skov over hele verden fungerer i dag som en slags kulstof-lager, og jo mere ny skov vi planter, jo mere CO2 kan vi binde.
I Danmark er målsætningen at fordoble skovarealet i løbet af de næste ca. 100 år. Det vil binde fem pct. af vores nuværende årlige udslip af CO2. Man skal dog være opmærksom på, at planter kun optager ekstra CO2, så længe de vokser, og det er derfor begrænset, hvor store CO2-udslip, man kan afværge ved at plante nye træer.
Der findes imidlertid andre organismer, der er mere effektive end træer – for eksempel kiselalger, der populært sagt tager CO2-gasserne med sig i graven, når de dør.
1. Under Nordsøen
Siden 1996 har Statoil sendt CO2 tilbage til undergrunden, når selskabet udvinder naturgas i Sleipner-feltet i Nordsøen. CO2’en injiceres ned i sandstenslag i Utsira-formationen 1.000 meter under havbunden. Utsira-formationen er ca. 400x100 km stor, og foreløbig er kun en ganske lille del fyldt op, ca. 4x3 km.
2. På havets overflade
Når kiselalger blomstrer op, optager de CO2. Når næringen slipper op, og algerne dør og synker ned på havbunden, følger den optagne CO2 med ned og bliver lagret på havbunden i årtusinder. Kiselalgerne er afhængige af jern – et næringsstof, der ikke er meget af i havene på den sydlige halvkugle. Forskere har derfor foreslået at drysse jern ud over sydhavene. Det vil få algerne til at blomstre op og i processen optage store mængder CO2, som de siden vil tage med ned på havbunden.
3. I klipper og sten
Peridotit og basalt er stenarter, der kan reagere med CO2 og danne bl.a. kalk, hvori CO2 lagres. Peridotit findes ofte i kappen fra 20 km under jordens overflade men findes også fritlagt ved overfladen. Her optages allerede store mængder CO2, men optagelsen kan øges ved at bore huller i klippen og pumpe CO2-holdigt varmt vand ned i stenen. Hvis CO2 pumpes ned i basaltlag under havbunden har det yderligere den fordel, at vandets tryk samt de tykke sedimentlag over basalten vil forhindre, at CO2 i tilfælde af en læk når op til overfladen. Forskere vurderer, at formationer ud for USA’s vestkyst kan optage CO2 svarende til USA’s udslip af alle drivhusgasser i 122 år (ved et udslip på 1,7 mia. ton om året).
4. På marker og i skove
Planter og træer optager og holder på CO2, mens de lever. De mikroskopiske såkaldte plantesten (phytolither), som findes i mange planter, optager CO2, når de dannes, og er siden praktisk talt unedbrydelige. Når planten dør, lagres plantestenene og deres indhold af CO2 i jorden i tusinder af år. Ikke alle planter optager CO2 lige effektivt, så det kan have en meget stor effekt at vælge de mest CO2-effektive sorter blandt planter, vi dyrker på store arealer.
5. Under jordens overflade
Porøse kalk- eller sandstensformationer med et tykt lag lersten over er gode steder at pumpe CO2 ned. Som en anden badesvamp optager den porøse sten CO2 i flydende form, og de tætte forseglende lag af lersten sørger for, at gassen ikke kan sive op til overfladen. Sådanne steder findes over hele kloden.
Hvis der skulle ske en læk
Forkastninger i jordlagene kan i meget sjældne tilfælde skabe en læk. Skulle uheldet være ude og CO2 slipper op til overfladen, kan der dannes dødelige lommer af CO2. CO2 er tungere end atmosfærisk luft og kan ved vindstille blive liggende i lavninger ved jordoverfladen. Hverken dyr, planter eller mennesker kan tåle at indånde ren CO2.
