Madpakker og raketvidenskab går fint i spænd. Det beviser ti unge mænd i bygning 358 på DTU. For selv om diskussionerne foregår på et højt teknisk plan, er der ikke meget ekstravagance over mødefaciliteterne, og af snakken fremgår det tydeligt, at budgetterne lægger en økonomisk begrænsning, som man ikke normalt forbinder med opsendelse af satellitter i rummet.

Jakkesæt og slips er der heller ingen af, men til gengæld bærer en stor del af dem t-shirts med påskriften "rocket scientist". De ti unge mænd er studerende på DTU og har som en del af deres uddannelse dedikeret en masse timer til at være med til at bygge en satellit, der skal hjælpe forskere med at spore gøgeunger på træk.

De kommende raketvidenskabsmænd bærer deres t-shirts med rank ryg, for stoltheden over at være med til at bygge en satellit og få den sendt ud i rummet udgør i sig selv lønnen og drivkraften for de studerende. Men ligesom inden for al anden raketvidenskab er der en lang række tekniske og praktiske problemer, der skal løses, før fugle på træk, satellit i kredsløb og danske nørder i Lyngby kan bringes i nærkontakt.

Den største af de tilbageværende udfordringer er at få forbindelse mellem satellitten og de fugle, som den skal følge. Bittesmå sendere skal monteres på ryggen af 20 gøgeunger, og ved hjælp af satellitten skal forskere finde ud af, hvordan gøgeungerne finder vej til Afrika. Men først skal de studerende have løst problemet med kommunikationen fra senderen på fuglene og op til satellitten.

»Den store udfordring er, at vi kun sender med 200 milliwatt, og det signal skal vi fange 2.000 kilometer væk,« fortæller civilingeniør René Fléron, der er projektleder.

»Det er lidt af et puslespil at få linkbudgettet til at gå op. Vi kan ikke reducere afstanden, frekvensbåndet ligger fast, og da det er begrænset, hvad en gøg kan bære, er det også begrænset, hvor meget power vi har til rådighed til at sende med. På satellitten har vi kun plads til en relativ simpel antenne, så det er i det hele taget begrænset, hvor mange parametre vi har at pille ved,« siger han.

Løsningen bliver formentlig at sende med få bits i sekundet og så fjerne en del af støjen på signalet med CDMA (Code division multiple access). På den måde kopierer de studerende nærmest den måde, som GPS'er kommunikerer med satellitter på.

Godt nok skal DTU's satellit ikke så langt ud i rummet som satellitterne til GPS, men til gengæld har DTU's satellit en langt mindre antenne til at modtage signalerne, og den modtager udgør den sidste store designopgave. En af de studerende arbejder med at implementere CDMA-kode på en simulator, og når simulatoren har defineret minimumskravene, kan modtageren forhåbentlig designes ganske hurtigt.

Selve senderen er derimod næsten klar. Godt nok er den stadig ikke lille nok til at sidde på en gøgeunge, men den er klar til at blive testet i regn og rusk.

Mødets statusrunde afslører, at kommunikationen mellem DTU og satellitten heller ikke er helt på plads, at der er lidt udfordringer mht. at ramme de præcise datahastigheder på CAN-bussen (Controller Area Network), og at store udfordringer ikke behøver involvere avanceret teknologi. For eksempel mangler de studerende en piedestal til at bære den parabol med en diameter på tre meter, som skal stå på taget af bygning 348 og sørge for kommunikationen mellem DTU og satellitten.

En ny koster 200.000 kroner, og det er langt over deres budget, så der bliver talt om militærauktioner og forsøg på at få fat i udstyr fra udtjente radarstationer. Og udsendt en bøn til Ingeniørens læsere om hjælp, for de studerende har på grund af tidspres opgivet at konstruere en selv.

* Maksimal tilladt masse: 1 kg

* Dimensioner: 10x10x10 cm

* Designlevetid: 18 måneder

* Up/Downlinkfrekvens: 1,2GHz/2,4GHz

* Payloadfrekvens: 868 MHz

* Sekundære payloads: Picocam (kamera)

* Sol Sensor (elektronisk sekstant)

Fuglesender:

* Total masse: 5 g

* Ydre dimensioner: 10x10x30 mm

* Designlevetid: 3 måneder

* Uplinkfrekvens: 868 MHz