Udtjente vindmøllevinger bliver et stigende problem i Danmark, for i takt med at møllerne forældes, vil affald af glasfibervinger hobe sig op på lossepladserne.

»Desværre er deponering den billigste måde at slippe af med udtjente vinger på,« siger Henrik Wejdling fra Dansk Kompetencecenter for Affald, Dakofa, og tilføjer, at teknikkerne til genvinding findes, men at det koster mere end at deponere.

Et firma, der har specialiseret sig i at genanvende vingerne ved forgasning er Refiber.

Forgasningsteknikken kan nedbryde vindmøllevinger til glasfibre og syntesegas, hvor glasfibrene samles til isoleringsmateriale, og pyrolysegassen bruges til el- og varmeproduktion.

Direktør i Refiber, Erik Grove-Nielsen, siger, at det er lovgivningen, der står i vejen for en ordentlig genanvendelse.

»I dag er der i nogle landsdele 'billige huller', man kan kaste affaldet i, så det ikke kan betale sig at genanvende,« siger Erik Grove-Nielsen.

Han mener, at deponeringsafgiften er så lav, at det ikke kan betale sig at hugge vingerne op og forgasse eller brænde dem. Derfor skal loven ændres, så der kommer økonomi i at genanvende, siger han.

»Investorerne til et genanvendelsesanlæg ser på, om der er huller i loven, og hvis der er det, er der ikke nogen, der vil investere i det.«

Refiber har vist, at teknologien virker i et prototypeanlæg, men de har ikke midlerne til at opføre et fuldskalaanlæg.

Det eneste alternativ til deponering er i dag at brænde vingerne for dog at udnytte den mængde energi, de indeholder.

H.J. Hansen Genvinding har et såkaldt 'shredderanlæg', der kan findele vindmøllevinger, og det er nødvendigt både hvis vinges skal genanvendes eller forbrændes. Her er miljøchef Thorvald Brix Isager enig i, at der mangler politisk opbakning til at få vindmøllevinger genanvendt.

»Man skal støtte genvendingsprojekter, og indtil der bliver bygget nogle genvindingsanlæg, skal man gøre det nemt og billigt at få det brændt.«

Både Erik Grove-Nielsen og Thorvald Brix Isager mener, at det burde være lovpligtigt at genanvende kompositmaterialer, så det ikke længere er muligt at deponere.

»I det øjeblik man har et marked, der sikrer, at man skal genanvende, så vil den bedste teknologi jo komme frem,« siger Erik Grove-Nielsen.

I Miljøstyrelsen siger civilingeniør Anne-Mette Bendsen, at loven er indrettet, så der burde være incitament til at få affaldet genanvendt.

»Som udgangspunkt skal man prioritere genanvendelse frem for forbrænding og deponering. Men omkring vindmøllevinger er det svært at afgøre, om forbrænding eller genanvendelse er bedst, det skal vi have undersøgt nærmere for at kunne fastlægge,« siger hun.

Til industriens kritik af, at det er for dyrt at genanvende, svarer hun.

»Jeg vil ikke gå ind i en diskussion om afgifter. Men man må bare konstatere, at der er alternativer til deponering,« siger hun.

Problemet med de udtjente vindmøller er endnu til at overskue.

En rapport fra Miljøstyrelsen anslår, at der i 2003 var 340 ton vindmølleaffald om året, og at tallet vil stige til 3.900 ton årligt i 2020, da mange vindmøller løbende udskiftes med større møller.

Erik Grove-Nielsen mener derfor, at man bør starte genanvendelsesprocessen nu, for at være forberedt på de store mængder, der vil komme. Han frygter, at reglerne spænder ben for udviklingen, så vi en dag står med mange udtjente vinger uden nogle ordentlige, gennemtestede anlæg til at genanvende materialet med.