Hullet i ozonlaget over Antarktis har muligvis en direkte sammenhæng med Sydhavets evne til at opsuge CO2 fra Jordens atmosfære. Det hævder ny forskning, der blev fremlagt på et møde i Frankrig i går, skriver Nature.

Havene er Jordens største CO2-skraldespand, og Sydhavet optager, ifølge havbiolog Andrew Lenton fra Pierre og Marie Curie Universitetet, traditionelt mere end 40 procent af, hvad der årligt bliver opslugt.

I teorien skulle havene opsuge mere CO2, efterhånden som mængden af kuldioxid i atmosfæren vokser, men i praksis er blandt andre polarhavene ved at være mættede.

Nylige målinger afviger fra tidligere simuleringer, og viser i stedet, at CO2-niveauet på Sydhavets overflade er højere og derfor mere syreholdig end forventet. Det medfører, at den CO2-mængde, som havet optager, flader ud.

Det, der manglede i modellerne, var, ifølge Lenton, de stratosfæriske ozonskader, som sammen med drivhusgas-emissionernes klimaeffekt, formodes at være årsag til, at den sydlige vind er blevet stærkere.

Samtidig oprører vinden havene, hvilket muligvis får den oplagrede CO2 op til overfladen fra havets dyb.

Lenton og hans kolleger har skabt simuleringen, der forbinder ozonhullets effekt på vinden med vandkredsløbet og havets CO2-niveau.

Hidtil er der ifølge Christoph Heinze, biokemisk “modelbygger” fra Bergens Universitet, ikke blevet forsket i den sammenhæng i sin helhed:

»Det er et meget sjældent eksempel på, at nogen virkelig har studeret, hvordan flere af jordens systemer arbejder sammen,« siger han til Nature.

Ved at køre modellerne både med og uden nedbrydning af ozonlaget siden 1975 har forskerne, ifølge en af opdagelsens andre hovedmænd, Francis Codron, isoleret ozonnedbrydningens effekt.