Talkludder om vejtrængsel
Af Otto Anker Nielsen,
tirsdag 09. dec 2008 kl. 23:42
Der florerer allehånde steder i debatten talargumentation om hvor stort tidsspilde trafikanter udsættes for.
De magiske tal synes at være et tidsspilde på 100.000 timer per dag (nogle gange 120.000 timer per dag) og et samfundsmæssigt tab på 5,7 mia. Disse tal kender jeg godt, for det var undertegnede der i trængselsprojektet opgjorde disse tal baseret på GPS-data fra AKTA projektet (500 bilers kørsel over en længere periode), samt modelberegninger til at opregne det. Det er vel det klart mest citerede resultat af min forskning
Men i debatten synes tallene at være konstante, uanset hvornår og hvor stort område man argumenterer for. Så hvad er op og ned på tallene?
Opgørelsen af de 100.000 timer var for 2001 og dækker biltrafikkens tidstab (biler, varebiler og lastbiler) på et gennemsnitligt hverdagsdøgn i Hovedstadsområdet (det gamle HUR område). Idet der i snit sidder mere end en person per bil, og der er afledte tab som følge af omvejskørsel, så blev det opgjort til at svare til 120.000 persontimer per hverdagsdøgn. De 5,7 mia. kr. er således også en opgørelse af dette tab i 2001.
Dette betyder for det første, at tallene IKKE dækker hele landet. Men netop kun Hovedstadsområdet. Selvom der er mest trængsel her, så er der også trængsel på motorvejsnettet i trekantområdet, den Vestfynske motorvej, ved Limfjordstunnellen, samt i de store provinsbyer. Det nationale tal må således være en del større.
For det andet, så dækker tallet IKKE tidstab for bustrafikken, som både omfatter tidstab for passagererne, forsinkelser, og den køreplanlagte ekstra tid som følge af generel trængsel. Dette giver en ekstra udgift for MOVIA (fordi de jo skal betale chaufførløn og køre med flere busser for at opretholde samme frekvens) og tidstab for passagererne.
For det tredje, så er der sket en betydelig VÆKST i trængslen siden 2001. Det er faktisk målt, idet AKTA dækkede perioden 2001-2004 og Københavns Kommune i samarbejde med DTU Transport har målt med et mindre korps (50 biler) men hele året i 2005 og 2006. I et notat som Københavns Kommune i øvrigt HAR offentliggjort opgøres væksten i trængsel i Hovedstadsområdet på baggrund af disse målinger til 33% fra 2001 til 2006. Da tidstabet var ca. 120.000 timer per hverdag i 2001, så er det ca. 160.000 timer per hverdag i 2006. Idet tidsværdierne også er vokset i samme periode, så er det samfundsøkonomiske tab vokset fra 5,7 mia. kr. til 10 mia. kr. Det skal bemærkes at disse tal (160.000 timer og 10 mia. kr.) stadigt kun dækker Hovedstadsområdet i 2006 og trængslens betydning for bustrafikken indgår ikke.
Så der er vist et behov for at opdatere tallene i debatten!