Hvert finansår er alle projekter og anlæg i princippet til diskussion og skal søge om nye bevillinger i Folketingets finanslovsforhandlinger.

Denne politik betyder en til tider absurd hakkende fremdrift, hvor der fra gang til gang bliver en klat penge til en stump motorvej eller nogle meter køreledning og et par master til jernbanen.

Dermed kan et projekt være besluttet og have lovgivning og miljøundersøgelser på plads, men i praksis stå stille på grund af manglende bevillinger.

En smagsprøve fra Finansloven for 2009, konto 28 for Transportministeriet, underkonto 282120 -
Anlæg af hovedveje m.m. Første punkt under oversigt over anlægsarbejder vedrører "Odense - Svendborg, rute 9".

Det samlede budget er på 1,7 milliarder kroner. Budgettet i 2009 lyder på 116,9 millioner kroner. Herefter falder det til 56,2 mio. kr. i 2011, 14,4 mio kr. i 2012 og 1,1 mio. kr. i 2012.

Nu kunne politikerne eksempelvis rykke 50 mio. kr. fra 2009 til 2010 for at lette presset på 2009-budgettet.

Det gør de næppe på lige den sydfynske motorvej, men hvis de gjorde, ville den praktiske konsekvens være at sende entreprenører hjem. Og om et år, når der er penge i det nye budgetår, har entreprenørerne måske ikke lige tid.

Nøjagtig den metode udhulede i sin tid DSBs elektrificeringsprojekt til et utroværdigt og grinagtigt pseudoprojekt, som gang på gang oplevede at blive forlænget med de nævnte stumper ledning ved politiske studehandler i sene nattetimer.

Mandag fremlagde regeringen sin infrastrukturplan, som kan lave om på alt det. Det har ikke været særlig påagtet, at regeringen foreslår at flytte fremtidens trafikanlæg over i en fondskonstruktion. Men det kan få meget store konsekvenser for stop-go-politikken.

”... Regeringen vil skabe en ny infrastrukturfond, der skal finansiere de kommende års betydelige investeringer i baner og veje samt forsøgsprojekterne. Fonden vil kunne tilføjes nye holdbare
finansieringskilder. Regeringen vil indskyde 89 mia. kr. i Infrastrukturfonden. DSB vil i tillæg hertil finansiere projekter for 1 mia. kr., således at der nu samlet afsættes 90 mia. kr. til transportområdet...” lyder det fra regeringen.

I de fremlagte papirer ser det noget uklart ud, hvordan de 90 milliarder findes. Seks milliarder kroner kommer fra salg af Scandlines, mens yderligere seks milliarder kroner hentes fra Storebæltsforbindelsen. Fremtidige indtægter kan hentes fra baneeffektiviseringer og fra den forventede roadpricing. Så lad os tro på, at pengene findes frem.

Det virkelig interessante ved fondkonstruktionen er imidlertid slet ikke foldet ud i regeringens materiale.

Perspektivet, hvis regeringen kører ideen helt igennem, er ellers nærmest sensationelt, Ny infrastruktur i Danmark skal styres af en fond med fundats og bestyrelse. Man kommer til at tænke på Grundforskningsfonden og Vækstfonden, som faktisk har gjort, at man nu tænker langt på forskningsområdet.

Måske tænker regeringen også på muligheden for (om mange år) at skabe en værdi, som kan privatiseres?

Under alle omstændigheder er vi her vidne til politisk selverkendelse på højt niveau. Regeringen er tilsyneladende klar over, at det er uholdbart, hvis politikerne kan pille ved projekterne hvert år – og vil tage konsekvensen. I så fald er det slut med stop-go-stop-go.

Det gør fonden til en rigtig god ide.