Vestas-vindmølle brød i eksplosionsbrand i Nebraska
(Opdateret 15:28) En Vestas-vindmølle brød tirsdag i brand i en vindmøllepark under opførsel i Nebraska. Hele hovedet afbrændte. "Uden fortilfælde," siger kommunikationsdirektør fra Vestas om branden, hvor tre arbejdere efterfølgende måtte på hospitalet.
Læs også
Tre arbejdere måtte på hospitalet, efter en vindmølle fra Vestas pludselig brød i en eksplosionsagtig brand på en vindmøllefabrik under opførsel i det nordøstlige Nebraska i USA tirsdag i sidste uge.
Den ene af de tre arbejdere befandt sig i 80 meters højde, hvor han var ved at klargøre møllen til brug. Han pådrog sig første- og andengradsforbrændinger, mens de resterende to arbejdere, der opholdt sig i nærheden af branden, efterfølgende måtte behandles for røgforgiftning, skriver AP. Til ing.dk fortæller kommunikationsdirektør Peter Wendsel Kruse, at medarbejderen er i bedring.
Arbejdet er nu indstillet på den 80-megawatt store vindmøllefarm, der ligger nord for Bloomfield i staten Nebraska, som Vestas bygger sammen med Edison Mission Group.
Begge parter er nu hver især ved at undersøge, hvad der gik galt i forbindelse med den eksplosionsagtige brand. Hele hovedet af vindmøllen, der er en V90-3,0 MW, er afbrændt.
Det er endnu for tidligt at sige, hvad der helt præcist gik galt, fortæller kommunikationsdirektør Peter Wendsel Kruse.
»Men det her er uden fortilfælde for os. Vi har ikke kunnet finde andre eksempler på, at en af vores møller er brudt i brand.«
(Opdateret 15:28)






