EU vil spare 50.000 støj-dødsfald med ny dækstandard
Nye EU-regler skal mindske den voksende trafikstøj, dels for at skåne borgernes helbred, dels for at spare energi og mindske udledningen af drivhusgasser.
Dæk støjer på adskillige måder. Vibrationer fra grove mønstre, fra ujævnheder i vejbanen, fra luftstrømninger omkring dækket og mønstret for eksempel. (Foto: Wikipedia)
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
EU-parlamentet har bestemt sig til at gribe fat om trafikstøjens rod af hensyn til befolkningens sundhed. Inden for de kommende tre år skal medlemslandene indføre skrappere miljøkrav til bildæk. Dæk skal støje væsentligt mindre, og de skal give mindre rullemodstand, så Europas biler kan spare på brændstoffet og udlede mindre CO2 til atmosfæren.
En afstemning i parlamentets markedskommitte 2. december får afgørende betydning, fordi den blandt andet gennemtvinger en ny standard for dækkvaliteter, som skal indføres i de nationale lovgivninger.
Blandt andet bliver det påbudt for personbiler at køre med måleudstyr, der løbende holder øje med trykket i hvert enkelt dæk og giver alarm, hvis trykket er forkert. Og det bliver forbudt at sætte tykke, terrængående dæk på en almindelig firehjulstrækker, der mest bliver brugt til at køre mellem hjemmet og sushibaren.
Man dør af støj
50.000 dødsfald i Europa forårsages af trafikstøj hvert år. Det er en endda blot en femtedel af de mennesker, som får alvorlige hjertekarsygdomme af lydene fra de mange forbipasserende biler i Europa. Det er fastslået i en 2007-rapport fra Delft Universitetet i Holland.
Skaderne opstår, fordi støj medfører søvnforstyrrelser, stress og forandringer i blod og hormoner. Dertil kommer symptomer som frygt, indlæringsproblemer og slet og ret irritation.
Langt flere mennesker - næsten halvdelen af EU's borgere - er jævnligt generet af trafikstøj over 55 dB, som er niveauet, hvor skadevirkninger begynder at sætte ind.
Trafikstøjen forventes at stige jævnt, foreløbig indtil 2020 - en fordobling af trafiktætheden medfører for eksempel, at støjniveauet gennemsnitligt stiger med 3 dB. Og den mest omkostningseffektive måde at angribe problemet på er ved at reducere dækstøjen, siger rapporten.
Et forsigtigt estimat siger, at de sociale omkostninger ved trafikstøj løber op i 298 milliarder kroner om året. Årsagen er for 90 procents vedkommende personbiler og varevogne.
Dæk støjer mere, fordi de må
En stor andel af støjen kommer fra køretøjernes dæk. Det vil vibrationer i dækket på ujævnheder i vejen og i dækmønstret, men lydene kommer også fra luften, der presses ind og ud af slidbanemønstret, når dækket roterer hen over asfalten med stor fart.
Desuden støjer det fra den del af dækket, der rører asfalten, da delen kortvarigt suger sig fast som en sugekop. Det sker kontinuert, fordi dækket er rundt, men det medfører hurtige trykforandringer i luften omkring dækket, og det betyder mere lyd.
Endelig er der de åbne vinkler mellem dæk og vejbane, som åbner sig foran og bagved dækket. De virker som schallstykket i en trompet og får alle de førnævnte trykforandringer til at gjalde ud over autoværnet. Ud til de mange ufrivillige tilhørere.
Støjproduktion kræver energi, og dermed kræver støjforureningen også sin andel af indholdet i benzintanken. Men en del af disse støjkilder kan minimeres, og dækfirmaerne ved, hvordan man gør.
Et dækfirma som Michelin skriver på sin hjemmeside, at blot med en særlig gummiblanding i dækket kan enhver bil spare en liter brændstof per 100 km i hele køretøjets levetid.
De nye love om trafikstøj skal generelt gælde fra 1. november 2011, dog med undtagelser, der udsættes så sent som 2018 af hensyn til bilindustrien.






