Nu er det slut med miljøskandaler som giftstoffer i grundvandet på Hallandsåsen, lover Hallandsåskomitéen under den svenske stat. Komitéen har gransket anvendelsen af kemikalier under anlægsarbejdet på Hallandsåstunnelen.

Det er tunnelens bygherre, Banverket, og entreprenøren, Skanska-Vinci, der nøje er blevet undersøgt. Og komitéen er tilfreds, for nu har entreprenøren udskiftet giftige tætningsmidler som Rocha Gil med cement, perlegrus og beton.

Det var i et desperat forsøg på at tætne, at entreprenøren tidligere rodede sig ud i anvendelse af giftstoffer, som sivede ned i grundvandet og forgiftede mennesker og kreaturer omkring åsen.

Ifølge en ny rapport fra Hallandsåskomitéen om Banverkets kemikaliehåndtering i tunnelbyggeriet tunnelbygget har projektet fået en mere forenklet og sikker proces for at godkende kemikalier, og anvendelsen af de polyuretanbaserede (PUR)produkter mellem bjergvæggen og betonforing er overflødiggjort, efter at der er fundet mere miljøvenlige materialer som cement og perlegrus.

»De ændringer i processen, som blev gennemført i løbet af 2007, har forenklet og speedet processen op for godkendelse og håndtering af kemikalier,« siger formanden for Hallandsåskomitéen, Kerstin Borg Wallin, der nu har tillid til, at en lignende forurening for fremtiden kan undgås.

Indtrængende grundvand vil stadig udfordre anlægsarbejdet, men nu vil det kunne holdes ude med mindre giftige metoder, vurderer komitéens informationschef, Margaretha de Woul:

»Efter at de nye tætningsmetoderne er færdigtestet, er det ikke længere nødvendigt at bruge Pur-produkter. Der vil stadig komme grundvand ind i tunnelen, men det problem er nu løst med betonføring, perlegrus og cementindsprøjtning, så tætningsmidler som Rochagil ikke behøves længere,« siger Margaretha de Woul.

1900 meter til gennembrud
I sidste uge fortsatte borearbejdet i den vestre tunnel. Nu har den 240 meter lange tunnelboremaskine, Åsa, gnavet sig igennem 3575 meter af bjerget og har 1150 meter tilbage, før den når den strækning, der senere skal fryses ned – og knapt 1900 meter tilbage til tunnelgennembrud i den nordlige tunnel.

Åsa’s borehoved er 10,6 meter i diameter, og den er specialudstyret til Hallandsåsens geologisk komplicerede udfordringer.

Samtidig med at den monterer et vandtæt betonrør og sprøjter grus og cement ind bagved liningen, dvs. betonrøret, sprækker borehovedet undergrunden op, og boret bevæger sig fremad ved at presse mod betonrøret.

Normalt kører tunnelboremaskinen i såkaldt open mode, og så flyder grundvandet igennem borehovedet, og det udborede materiale bliver ført bagud på transportbånd. Men når bjerget er forvitret og indeholder meget grundvand, kører maskinen i closed mode. Dvs. at maskinen bliver sat under et tryk, der modsvarer vandtrykket fra undergrunden, og så bliver sten og grus transporteret ud gennem rør.

Mens tunnelboremaskinen borer fra syd til nord, bliver bjerget frosset på en 120 meter lang strækning i den såkaldte Möllebackzone. Nedfrysningen foregår 150 meter under jordoverfladen, så plantelivet ikke bliver forstyrret. Strækningen består af meget skørt og vandfyldt bjergmasse og behøver stabilisering, både for at reducere risici i forbindelse tunneldrift og for at mindske vandets indtrængen.

Fakta om borearbejdet:
Tunnelarbejdet startede helt tilbage i 1992, men efter store problemer med indfossende grundvand blev det stoppet fem år senere og først påbegyndt igen i efteråret 2005.

De samlede anlægsudgifter, inklusive det arbejde, der blev udført i 90'erne, løber i alt op i 10,5 milliarder nutidskroner. Banverket hævder, at det samfundsøkonomiske regnestykke på projektet stadig har sorte tal på bundlinjen. Men tilføjer i samme åndedrag, at mange projekter bliver gennemført, selv om de ikke har en god samfundsøkonomi.

Hallandsåstunnelen kommer til at bestå af to 8,5 km lange jernbanetunneler, der løber parallelt gennem åsen. Kilometerprisen bliver med de nye fordyrelser 1,2 milliarder. I dag står 57 procent af hovedtunnelerne færdige.

Fakta om forgiftningen:
I sommeren 1996 begyndte store mængder vand at fosse ind i tunnelen. Grundvandet sank, og private brønde på Hallandsåsen tørrede ud.

For at stoppe det indtrængende vand, testede Skanska over 80 forskellige cementbaserede tætningsmidler. Men ingen havde evnen til at trænge ind i de smalleste sprækker og tætne tunnelen.

Da projektlederne besluttede sig for at afprøve det kemiske tætningsmiddel, Rhoca Gil, gik det for alvor galt. Rhoca Gil er et tokomponentprodukt, der består af akrylamid, et vandopløseligt og giftigt molekyle, og vandglas, dvs. natriumsilikat. Der blev i alt anvendt 1.405 ton Rhoca Gil i Hallandsåstunnelen.

I oktober 1997 blev der sat en brat stopper for anvendelsen, da man opdagede, at mængden af vand og det høje vandtryk forhindrede, at tætningsmidlet polymeriserede, dvs. at de enkelte molekyler bindes sammen i kæder og derved bliver ufarlige for mennesker, dyr og natur.

Eftersom akrylamiderme forblev i sin giftige form, forgiftede Rhoca Gil de bække, hvori tunnelvandet blev sluppet ud. Fisk døde, køer blev syge og beboerne i området var rasende.

Tunnelarbejdet blev afbrudt, og en undersøgelse sat i gang. Banverket blev i 2001 anklaget og dømt for at have sluppet mere vand ud af tunnelen, end de havde tilladelse til og måtte betale en 1,5 mio. kr. stor bøde til staten. Skanska blev idømt en rekordstor bod på 3 mia. kr., og producenten af Rhoca Gil, svenske Rhodia, blev dømt for at have udstyret deres produkt med fejlagtig produktinformation.