Kulstofnanorør skader regnorme og jordbakterier
I jordmiljøer med kulstofnanorør nedsættes forplantningsevnen hos regnorme og væksten af hurtigvoksende bakterier, viser en unik undersøgelse fra Danmarks Miljøundersøgelser.
Læs også
-
Superpapir af kulstofnanorør er snart klar til masseproduktion
-
Nanorør syes sammen til halv millimeter tynd skudsikker vest
Læs mere om
Dokumentation
Jordbakterier, encellede dyr og regnorme bliver skadet, hvis de kommer i kontakt med kulstofnanorør i jorden. Det viser et forsøg fra Danmarks Miljøundersøgelse på Aarhus Universitet - et af de første af sin slags.
»Resultaterne fortæller os, at der er grund til at være varsom med at sprede nanopartikler i miljøet – i hvert fald indtil vi har forstået deres økotoksikologiske effekter bedre og ved mere om deres opførsel og levetid i miljøet,« siger seniorforsker Anders Johansen til DMU-nyt.
Kulstofnanorør er i mange forskerkredse betegnet som eksemplet på, hvad nye nanomaterialer kan bruges til. Det skyldes, at de er 100 gange stærkere og dog 6 gange lettere end stål og leder strøm bedre end kobber og varme bedre end diamant. De kan designes til enten at være ledere eller halv-ledere og er derfor interessante for en række industrier, omend fremstillingen stadig er yderst kostbar.
Skadesårsag er ukendt
I DMU-forsøget anvendte forskerne C60 fullerener, kugleformede nanopartikler med 60 kulstofatomer. De fik antallet af hurtigtvoksende bakterier i jorden til at falde, ændrede forekomsten af encellede dyr og sammensætningen af det mikrobielle DNA-fingeraftryk i jorden.
For regnormen Eisenia veneta betød udsættelse for stigende mængder af dobbeltvæggede nanorør, at deres produktion af æghylstre blev gradvist nedsat. Den effekt kunne forskere måle ned til en koncentration på 37 milligram per kilogram føde.
Om effekterne skyldes, at kulstofnanorørene har en direkte toksisk virkning på organismerne, eller at de binder næringsstoffer til sig og dermed forårsager en mangel, ved forskerne endnu ikke.
I maj kunne forskere fra universitetet i Edinburghs center for inflammationsforskning også påvise, at lange, tynde kulstofnanorør ligesom asbestfibre kan forårsage forstadiet til lungehindekræft hos mus.





