Jeg deltager entusiastisk i Ingeniørens Facebook-quiz ”Så kan du lære det” (http://apps.new.facebook.com/scientariet/). En udmærket måde at teste den del af ens paratviden, der er absolut ubrugelig. Dejligt underholdende! Jeg synes selv at jeg klarer mig OK i quizen, men i går fik jeg titlen ”Videnskabsminister”, og straks tænkte jeg: ”er dette en hæder, eller en fornærmelse?”.

Ved nærmere eftertanke er jeg kommet fra til, at det nok er en fornærmelse. Jo, det er tydeligt hvis man tænker over følgende:

Når jeg får ny funktion, nyt arbejde eller bliver forfremmet, så venter jeg som regel ikke 7-8 år med at udrette noget. Den nuværende Videnskabsminister – Hr. Helge Sander – har jo siddet i stolen i mere end 7 år, og man må på afgørende områder konstatere, at der absolut ingenting er sket. F. eks. i forskningspolitikken, altså fundamentet for Danmarks fremtid. Vi har godt nok fået en ny universitetslov, en ny forskningsrådstruktur, og en ny forskningsfond (Højtteknologifonden, red.). Men har det ændret noget?

Nej, faktisk ikke. Det er stadig de samme stenalderprincipper der gælder ved uddeling af forskningsmidler: Man skal kunne dokumenter, at man har forsket indenfor feltet i et utal af år, og at man er så meget inside i ”det traditionelle” forskningsmiljø, så ens artikler er blevet optaget i de såkaldte ”anerkendte tidsskrifter”, for at kunne få støtte. D.v.s. at al ny forskning, i nye områder, ikke kan kvalificeres, de er simpelthen for ”nye”. Undskyld, spørger jeg bare, men er det ikke det forskningen skal være? Alt i alt er dette kun med til, at dem der har forsket i årtier kan få, og de nye unge håb må gå.

En anden hindring er de uddelende myndigheders manglende faglige kompetence, åbenlyst erkendt. Ved en ansøgning for nylig til ”startprogrammet til EU midler”, en ellers fin ordning, fik en ansøgning fra et i høj grad teknisk projekt fra Aalborg Universitet det svar, at det ikke var at betragte som et teknisk projekt, og derfor skulle der ansøges midler fra den samfundsvidenskabelige pulje. Spurgt om hvorfor det var vurderet således svarer sagsbehandleren ”det er svært for mig at vurdere, for det er ikke mit fagområde”. Vurderingen var nemlig lavet af en kemiker, og ansøgningen handlede om Mobilt TV.

I højteknologifonden er man jo ellers helt uafhængige. Det er enerådende bestyrelsen der afgør, om et projekt får støtte eller ej, og det skal jo således sikre en ny form for vurdering, med nye kriterier som ”erhvervsrelevans” og ”kommercielt potentiale”. Meget fint! Dog vælger Højtteknologifonden at få forskningsrådssystemet til at vurdere den såkaldte ”forskningsfaglige højde” før ansøgningen bliver anbefalet til bestyrelsen, og så er man jo tilbage til ground zero hvad angår nytænkning.

Og så er der den fantastiske nye universitetslov, der skal sikre en bedre og mere professionel ledelse af universiteterne. Der udpeges en bestyrelse, denne ansætter en rektor, og denne ansætter den øvrige ledelse. Ganske ligesom i erhvervslivet. Eller næsten da! For bestyrelsen er ikke udpeget af aktionærerne – altså Videnskabsministeren - men af et repræsentantskab, bl.a. bestående af repræsentanter fra universitetet selv. Og det mener Videnskabsministeren så fritager ham for alt ansvar. For hvordan kan DTU’s ansatte rektor og bestyrelse ellers overleve, at den ene forskergruppe efter den anden forlader universitetet i åbenlys utilfredshed med ledelsen, og dennes stenalder-ledelsesprincipper, I år alene har 3 hele top-forskergrupper forladt DTU. I en privat virksomhed – som universiteterne efter den nye universitetslov skulle ligne mere – ville en sådan flugt af topfolk og hele afdelinger have haft konsekvenser for både ledelse og bestyrelse.

Det er en lang liste af vanvittigheder, og jeg vil i kommende blog indlæg dokumentere mine påstande yderligere. Men efter 7 år som Videnskabsminister i perioden 2001til 2008, er det stadig indførelsen af professionel fodbold i 1978 der er Hr. Sanders største bedrift.

Oh kære Quizmaster på Ingeniøren, ”don’t call me Videnskabsminister"!