Smart båndbredde ind i kampen om Produktprisen
Slut med, at kollegaen snupper al tilgængelig båndbredde. Smartshare Systems' intelligente båndbreddestyring, der er ugens kandidat til Produktprisen 2009, sørger for at fordele kapaciteten effektivt.
Tema
Læs også
Læs mere om
En ny bruger på serveren kommer ikke bagerst i køen til båndbredde med Smartshares Bandwidth Manager-router, der kandiderer til Nyhedsmagasinet Ingeniørens Produktprisen 2009. Dermed kan én bruger ikke længere sætte sig på hele kapaciteten, da den fordeles ud fra, hvor meget de enkelte brugere har behov for.
Ideen til produktet kom for omkring et år siden, efter at flere forhandlere af Smartshare havde efterspurgt et produkt, der ikke krævede en masse omrokering i kundernes netværk.
»Flere af kunderne var meget skeptiske. De kunne ikke forstå, at denne boks kunne få deres forbindelse til at virke hurtigere, men de var glade for resultatet,« siger Morten Brørup, civilingeniør og primær udvikler.
Han fortæller, at routeren sørger for, at man bruger den tilgængelige båndbredde effektivt og fornuftigt:
»Den ligger hele tiden og holder øje med, hvor mange brugere der er, og hvilken båndbredde de har brug for. Derved kan alle brugere altid udnytte forbindelsen fuldt ud.«
Stop for hakkende forbindelser
Modtagelsen af produktet har indtil videre været fantastisk, ifølge udvikleren.
»En efterskole har nedgraderet deres hastighed, efter at de har fået en Smartshare. Nu kan de spare penge på forbindelsen,« siger Morten Brørup.
Den nye teknologi er ikke applikationsspecifik, alligevel identificerer og prioriterer den automatisk IP-telefoni, blandt andet. Den sætter en stopper for hakkende forbindelser, da der skrues ned for eventuelle brugere, som kan forstyrre.
Teknologien har genbrugt flere klassiske grundprincipper som Dynamic Quality of Service, hvor data prioriteres i en bestemt rækkefølge. IP-telefoni prioriteres højt, da det skal igennem hurtigt uden forsinkelse. På en normal internetforbindelse er det brugerne, der tager meget, som får meget. Smartshare Bandwidth Manager skruer ned, så ingen sætter sig på hele båndbredden, men alle kan være online samtidig på en fælles forbindelse.
Den primære målgruppe har indtil videre været mindre virksomheder, afdelingskontorer og boligforeninger. Nu er Smartshare Systems dog klar til at bringe det patenterede system videre til andre end danskerne. Med en investering på ti millioner kroner fra Vækstfonden skal systemet præsenteres i Norden, Tyskland og USA, hvor det spås en stor fremtid blandt mindre og mellemstore virksomheder.
Ifølge virksomheden har markedsresearchfirmaet Infonetics vurderet, at markedet for produktet på verdensplan er i størrelsesordenen 5,4 milliarder dollar årligt.
Smartshare Bandwidth Manager tilbyder simpel installation og problemfri vedligeholdelse. Produktet installeres mellem firewall og LAN i transparent mode, indstiller sig selv til IP-telefoni og er klar til brug efter 30 minutters installationsarbejde.
Fakta: Deltag i kampen om produktprisen 2009
Har din virksomhed lanceret et banebrydende nyt teknologiprodukt det seneste år? Så står Ingeniørens hårde dommerpanel klar til at vurdere det og sammenligne det med de andre nye danske opfindelser. Det er nemlig blevet tid til at uddele Nyhedsmagasinet Ingeniørens pris – Produktprisen 2009.
For at deltage skal et produkt i design eller anvendelse tilbyde afgørende teknologisk nyhedsværdi og/eller bygge på markant teknologisk kunnen. Produktet skal på afgørende punkter være udviklet i Danmark og være lanceret på markedet mellem 2. september 2007 og 31. december 2008.
Tilmeldingsfristen er 20. januar 2009 kl. 10. Såvel selve virksomheden som enkelte medarbejdere, et hold eller en afdeling kan tilmelde et produkt.
Vinderne udpeges, og Produktprisen uddeles ved et stort kåringsarrangement med tilhørende udstilling 23. april 2009 i København.






