Dansk-udviklet robotsystem er år foran konkurrenterne

Scape Technolgies har fået både anerkendelse og en pris for avanceret visionsystem.

Af Bjørn Godske, fredag 05. dec 2008 kl. 00:45

Ingen firmaer er nået så langt som danske Scape Technologies, når det gælder om at få en robot til at tage emner op af en kasse, hvor de ligger hulter til bulter, såkaldt bin-picking.

Det er årsagen til, at tyske Kuka, der er en af verdens største robotproducenter, har tildelt den Odense-baserede virksomhed Scape Technologies årets 'Kuka Application Award'.

Scape Technology får prisen sammen med svenske AH Automation og pumpeproducenten Grundfos.

I takt med at antallet af industrirobotter stiger, bliver bin-picking mere og mere interessant for mange virksomheder. For når robotten kan tage emner direkte fra en kasse, så spares der vigtig og dyr tid med at sætte emner manuelt op i fiksture på produktionslinjen.

Hurtig omstilling

Udviklingen af bin-picking-teknologien har været undervejs siden 2002, og i dag er to anlæg i drift hos Grundfos. I foråret 2008 startede Scape Technologies den egentlige salgsproces sammen med AH Automation.

»At få sådan en pris åbner en masse døre for os. Vi har været med på Kukas stand på Euroblech-messen i Tyskland i efteråret og der mødt en enorm interesse for systemet. Det er først og fremmest underleverandører i metalindustrien, som er interesserede i systemet, men vi har også talt med repræsentanter fra den europæiske bilindustri,« fortæller Rune Larsen, direktør for Scape Technologies.

En af de unikke ting ved Scapes teknologi er, at den hurtigt kan omstilles til forskellige opgaver:

»Vi ved, at andre firmaer arbejder med teknologi til bin-picking - men også, at vi i dag er førende. En af de store udfordringer for alle potentielle leverandører af bin-picking-teknologi er hurtigt og automatisk at få systemet til at indstille sig på et nyt emne, og lige netop på det punkt har vi løsningen,« siger Rune Larsen.

Anlæg tilpasses individuelt til interesserede virksomheder, men Rune Larsen kan afsløre, at alt efter, hvor kompleks en proces anlægget skal indgå i, ligger prisen på mellem en og to mio. kroner.

Udviklingen af robotsystemet er hovedsagligt finansieret gennem Novi innovationsmiljøet og Højteknologifonden igennem den såkaldte Handymanplatform.