Skjulte billeder af Bin Laden kan afløse metaldetektorer i lufthavnene
Vis et billede af Osama Bin Laden i et splitsekund og mål flypassagerers reaktion med intelligente sensorer. Israelske sikkerhedsfirmaer er langt fremme med ny sikkerhedsteknologi i lufthavne.
Små, skjulte kameraer kan i fremtiden overvåge hver enkelt person, der bevæger sig i en lufthavn, og bemærke, om personen sveder eller har nervøse bevægelser i ansigtet. (Foto: Wikipedia/Suvarnabhumi International Airport i Bangkok, Thailand)
Dokumentation
Den tidskrævende undersøgelse af alle flypassagerers tasker før en flyvning er måske snart på vej i historiebogen. Der er hurtigere og bedre metoder på vej, som ikke generer passagererne nær så meget.
Flere israelske sikkerhedsfirmaer er ved at udvikle avancerede visions- og detektionssystemer, som automatisk bliver opmærksomme, når personer i lufthavnsområdet opfører sig "mærkeligt".
Israel anses for at være førende, når det gælder udviklingen af sikkerhedsteknologi. Og det nye er, at intelligente overvågningssystemer nu er i stand til at følge enkeltpersoner, mens de bevæger sig i lufthavnen, og registrere tegn på stress.
Et af firmaerne, Nemesysco, lytter til personers stemmer og analyserer stemmeføringen for at opfange de små tegn på følelsesmæssig bevægelse, som hænger sammen med stress, det vil sige ophidselse, tøven eller andre tegn. Firmaet har taget patent på en særlig software-algoritme, som skelner en normal stemme fra en stresset. Det tager cirka 10 sekunder.
Systemet er allerede blevet afprøvet med succes i Moskva, hvor myndighederne har brugt det til at fange narkosmuglere.
For at gøre det nemmere for detektorerne, kan flypassagerer udsættes for meget hurtige billedpåvirkninger, de såkaldte subliminale billeder. Det er billeder, som vises på en skærm i så kort tid, at bevidstheden ikke når at opfange dem. Men underbevidstheden gør. Derfor må subliminal påvirkning for eksempel ikke bruges til biografreklamer.
Men sådanne billedfremvisninger kan bruges til at vise et billede af folk som Osama bin Laden eller en tekst som "islamisk jihad". Ideen er, at sådanne billeder vil påvirke underbevidstheden stærkere hos mennesker, som er ved at planlægge et terroristangreb. Og så vil de ubevidst begynde at vise tegn på følelser, som overvågningssystemerne kan opfange.
Fremskridtet er dels, at de nye systemer er hurtigere, så de ikke forsinker trafikken så meget, og dels at de ikke er så invasive som kropsvisitering af alle passagerer og alligevel bedre end metaldetektorer.
»I kan have et keramisk våben eller et kemisk våben og gå glat igennem en metaldetektor, og det vil ikke blive opdaget. Alligevel har vi meget stor tillid til disse metaldetektorer. Men der skal bare 5-6 personer til, som er veltrænet i kung-fu, for at kapre et passagerfly,« siger redaktøren af et engelsk sikkerhedsmagasin, Philip Baum, til nyhedsbureauet CNN.
Men de kamptrænede mænd kan måske afsløres, hvis deres hensigt kan afsløres af automatiske systemer, der leder efter underbevidste tegn på stress.






