Elbiler skal sikre amerikanske bilgiganter 108 milliarder statskroner
Amerikanske elbiler på vejene fra 2010 skal få den amerikanske kongres til at hoste op med milliarder af kroner til Ford, GM og Chrysler. En afgørelse forventes i dag.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Midt i en krisetid vælter det pludselig ud med energivenlige produktlanceringer fra de store bilfabrikanter:
Ford lancerer en elbil, som rammer markedet i 2010. Året efter følger en batteridreven Sedan-modell og dernæst en familie af hybrider, plug-in hybrider og batteridrevne elbiler.
Plug-in hybridbilen Chevrolet Volt fra General Motors er klar i 2010. Senere drager firmaet for alvor nytte af verdens største demonstrationsflåde af brændselscelledrevne biler, og det vil skabe over 10.000 nye job.
Chryslers første elektrisk drevne bil Ram Hybrid triller ud på vejene fra 2010 og senere følger 3 andre modeller i 2013.
Sådan skal den amerikanske bilindustri løftes op fra sit dødsleje. Ja, hvis bare staten lige hoster op med 108 milliarder kroner, lyder budskabet fra Ford, GM og Chrysler, der i øjeblikket tigger den amerikanske kongres om at finansiere deres redningsplanker.
Deres oplæg giver offentligheden indblik i deres planer med de mange milliarder. Fælles for planerne er en stor satsning på især eldrevne biler som løsningen på at nedskære brændstofforbruget i USAs transportsektor og sikre deres fremtidige eksistens.
Bosserne sløjfer private jetfly
Ford kan nøjes med 30 milliarder, GM med 36 milliarder, mens Chrysler bønfalder om hele 42 milliarder kroner. Men så skal Chrysler, som oplever en nedgang i 38 procent af salget i sidste kvartal af 2008 i forhold til året før, nok også hive i arbejdstøjet for at redde firmaet, bønfalder adm.direktør Robert Nardelli i sit oplæg til kongressen. Og den proces begynder med ham.
»Jeg har ingen ansættelseskontrakt, ingen aftaler ved ændringer, ingen gylden faldskærm og får ingen helbredsforsikring eller pension fra firmaet. (...) Det store spørgsmål er så, hvornår Chrysler vil betale lånet tilbage? Vi har tiltro til, at vi vil være i stand til at begynde at tilbagebetale det føderale lån fra 2012. Jeg ved, det er en betydelig sum offentlige midler. På den anden side tror vi, at dette er det mindst dyre alternativ taget i betragtning af den dybe økonomiske krise, vi befinder os i,« siger Robert Nardelli.
Oplæggene fra Ford og GMs direktør er ikke lige så patos-prægede. Til gengæld skruer de på en anden knap for at gøre indtryk på kongressen. Da de forrige gang ankom til Washington for at bede om over 60 milliarder kroner, foregik rejsen i private jetfly. Flere af kongresmedlemmerne undlod ikke at bemærke, at den entre ikke ligefrem gjorde dem mere lydhøre for at yde finansiel hjælp.
I Ford og GMs oplæg lover de at sælge ud af chefernes private fly-flåde. For Ford drejer det sig om fem private jetfly, mens GM ikke vil ud med, hvor mange de råder over. Chrysler nævner ikke sin brug af private jetfly ud over en bemærkning om, at selskabet "overvejer fremtidige alternativer for forretningsrejser.".
Det forventes, at kongressen i dag træffer en beslutning.






