Kina: Seks børn døde af melamin i mælk
Kina opjusterer nu dødstal og antallet af børn, der er blevet syge af melamin i mælk. Nu indføres en ny mælkekvalitetstest, der afslører melamin.
Store kinesiske mejerier som Sanlu Group havde status som "inspektionsfrie", altså hævet over mistanke for dårlig kvalitet. Derfor - og fordi metoden til måling af mælkekvaliteten var over 100 år gammel - kunne underleverandører trygt hælde det giftige kemikalie i mælkepulveret, så det fremstod som ekstra proteinrig. Og så kunne de få højere betaling for den. Melamin bruges normalt i plastindustrien, blandt andet til fremstilling af formica. (Foto: Wikipedia)
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Kina opjusterer nu både antallet af børn, der er døde og er blevet syge af melaminholdige mælkeprodukter.
Det officielle antal af kinesiske børn, som er blevet syge af forgiftning med melaminholdige mælkeprodukter, er nu oppe på 294.000. Seks børn antages at være døde efter indtagelse af stoffet i perioden mellem maj og august i år, skriver den kinesiske, regeringskontrollerede avis China Daily.
Det er dog ikke helt klart, om de tre tidligere officielt bekræftede dødsfald er med i de nu rapporterede seks.
Melamin er et organisk kemikalie, som indgår i plastic og pesticider. Ved indtagelse krystalliserer det i urinvejene, som i værste fald kan blokeres. China Daily skriver, at de fleste af de syge børn har sten i sandkornstørrelse i urinvejene.
Det kinesiske landbrugsministerium har nu annonceret, at man fremover vil benytte en ny metode til at teste mælken.
Flydende chromatografi (HPLC) er for dyrt for kineserne, så i stedet er valgt en billigere metode, som kan adskille protein fra andre nitrogen-holdige stoffer.
»Hvis der er melamin i mælken, kan det nu indirekte beregnes hvor meget,« siger professor Hou Caiyun, som er ansat ved China Agricultural University i Beijing.
Kinesiske mejerier har i årevis benyttet en proteintest, som måler mængden af nitrogen i mælken. Og denne test, som er udviklet af danskeren Johan Kjeldahl i 1883, kan altså snydes ved at tilsætte melamin, som også indeholder nitrogen.
Melamin er blevet tilsat systematisk af underleverandører, som på den måde snød mejerierne til at tro, at mælken indeholdt mere protein.
Mælkeskandalen har ifølge China Daily kostet Kina lige ved 92 procent af den daglige eksport af mejeriprodukter.
Ifølge Reuters har kinesiske embedsmænd indrømmet, at myndighederne skjulte problemet i mange måneder. Hovedkilden til den forurenede mælk er mejeriselskabet Sanlu Group.






