/elektronik

HP bygger første memristor-chip

For blot et halvt år siden afslørede HP sin memristor, og nu er den første memristor-chip bygget som en FPGA. Teknikken er langt mere kompakt end både dynamisk, statisk og flashbaseret hukommelse.

Af Mads Ølholm, torsdag 27. nov 2008 kl. 10:17

Hewlett-Packard (HP) har netop afsløret firmaets første memristor-produkt. Memristoren blev afsløret i april i år og er det fjerde grundlæggende element i elektroniske komponenter, der traditionelt består af kondensator, modstande og spoler (induktorer).

Memristorens virkemåde er ganske simpel. Den ændrer modstand alt efter, hvilken strøm der sendes igennem den. En stærk strøm (et binært 1) giver høj modstand, mens en svag strøm (et binært 0) giver anledning til en lav modstand. Senere kan det så lade sig gøre at aflæse memristoren for at se, om der blev gemt et binært 0 eller 1 I den.

HP anser den største barriere for memristorens fremtid for at være, at den er ti gange langsommere end dynamisk ram. Til gengæld er den meget mere kompakt end både dynamisk, statisk og flashbaseret hukommelse, hvorfor den på længere sigt vil kunne afløse disse teknologier i visse applikationer.

Det første memristor leveres som en FPGA (Fiels Programmable Gate Array), hvor brugerne kan eksperimentere med produktet.

HP har fremstillet den første memristor-chip som en tredimensionel chip, idet forskerne har lagt et lag af memristorer oven på et logiklag på en traditionel chip, der er fremstillet i CMOS.

HP fremviste sin første memristorchip på Memristor and Memristor Systems Symposium, der blev afholdt i sidste uge.

Da et hukommelsesprodukt bygget på en memristor er mere kompakt end andre typer for hukommelse, forventer HP at memristor-baserede produkter vil være billigere at fremstille.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.