Debat: Inddæm Østersøen
Af Knud Henrik Strømming, Civilingeniør, Valby
Byg dæmninger over Øresund, Storebælt og Lillebælt og sænk vandstanden i Østersøen med en halv meter. Brug overskydende vindmøllestrøm til at pumpe vand ud af Østersøen og lad det løbe tilbage til Østersøen gennem turbiner. Det har en lang række fordele. Her er nogle af de største:
j Vindkraftens store problem er, at det ikke altid blæser. Ved at bruge Østersøen som magasin kan overskydende vindmøllestrøm lagres til perioder med for lidt vind.
j Klimaforandringerne medfører med stor sandsynlighed stigende vandstand i verdenshavene. Ved at bygge dæmninger over bælterne kan en række byer rundt om Østersøen sikres på én gang. Det vil formentlig være langt billigere at bygge dæmninger over bælterne, end at skulle bygge dæmninger rundt om København, Malmø, Stockholm, Helsinki, Skt. Petersborg, Talinn, Riga, Kaliningrad mv.
j Ved at suge overfladevand fra Østersø-siden og omvendt suge bundvand fra Kattegat-siden kan vi forøge saltholdigheden i Østersøen. Eventuelt kan vandet, der løber ned i Østersøen, iltes samtidigt. Begge dele vil forbedre vandmiljøet i Østersøen.
j Ved at holde vandstanden i Østersøen lavere og mere konstant mindskes risikoen for stormflod og oversvømmelse i udsatte kystbyer.
j Hvis der bliver behov for at forøge landbrugsarealet i Europa, kan vandstanden i Østersøen sænkes, hvorved mere land bliver til rådighed.
Der er naturligvis en række nødder, der skal knækkes i sådant et projekt.
j Sæler og fisk kan ikke længere svømme ud og ind af Østersøen. En del kan afhjælpes med fisketrapper o.l. Derudover er det altså den miljø-pris, der må betales.
j Skibsfarten vil naturligvis være meget lidt forstående. Sluser og udbygning af havne i Göteborg, Narvik, Murmansk og Arkhangel'sk kan afhjælpe problemet. Og så handler det jo altså om at afveje den samlede samfundsøkonomi, hvor skibsfartens eventuelle merudgifter nok er en bagatel.
j Danmark har ved en traktat fra 1857 forpligtet sig til aldrig at indføre begrænsninger i trafikken gennem bælterne. Det er over 150 år siden. Skal vi ikke se at komme videre?
j Projektet kræver pr. natur forpligtende aftaler med alle landene rundt om Østersøen. Det bliver ikke let. Så vi må hellere se at komme i gang.
Inden du nu farer i blækhuset og totalt nedsabler ovenstående projekt, så sov lige på det. Måske er det slet ikke så tåbeligt.





