I en udestue i et hus i et Jylland står en flyttekasse med over tusinder sirligt skrevne sider pakket ind i plasticcharteques. Hver enkelt side blev nidkært forfattet i håbet om, at denne gang var lykkens gang.

Siderne er nogle af de 700 jobansøgninger, som Ziad Al-Janabi sendte fra 2000 til 2006. I nogle tilfælde fik han aldrig et svar tilbage fra firmaerne. Sommetider lød det, at han var overkvalificeret. Men det var altid et afslag.

50-årige Ziad Al-Janabi er i dag tilknyttet Teknologisk Institut som seniorkonsulent i mekanisk konstruktion. De gamle jobansøgninger har altså egentlig ikke længere nogen funktion, alligevel gemmer ham dem. Det er blevet en slags dokumentation.

»Når jeg hører om de irakiske ingeniører, som kom herop, efter de havde været tolke for den danske hær, og ikke kan få noget arbejde, kommer jeg til at tænke på min egen situation engang. Jeg havde egentlig opgivet at komme til at arbejde som ingeniør i Danmark,« fortæller Ziad Al-Janabi.

At han i det hele taget befinder sig i Danmark, og i dag taler flydende dansk, var heller ikke en del af den kurs, han havde udstukket for sit liv .

Ville oprindeligt ikke arbejde i udlandet
Ziad Al-Janabi blev født i Irak og uddannede sig som civilingeniør og underviste på Bagdads og Al-Mustansiryas tekniske universiteter i syv år.

Senere tog han til Newcastle University for at færdiggøre en ph.d.-grad i mekanisk konstruktion. Fokus var på at forbedre det hydrauliske system i off-road lastbiler, så de bliver mere stabile ved transport og aflæsning af store laste.

Sideløbende med forskningen underviste han i programmering af hydraulisk design og mekanisk design ved universitet i England. 2,5 år blev det til sammenlagt.

Sideløbende virkede han som produktions, vedligeholdelses- og designkonsulent for et irakisk firma i plastindustrien. De to opgaver sammen med tidligere arbejde for blandt andet FN og inden for den mekaniske industri havde givet ham over 16 års erhvervserfaring.

Da ph.d.-graden var i hus vendte han tilbage til Irak for at bosætte sig der og bruge sine kvalifikationer. Men kort efter måtte han flygte fra hjemlandet. På grund af sikkerhedsmæssige problemer, forklarer Ziad Al-Janabi, som helst ikke vil uddybe de nærmere omstændigheder.

I 2000 fik han en opholdstilladelse i Danmark. Alle hans uddannelser blev straks godkendt og sidestillet med tilsvarende danske, og på Arbejdsformidlingen holdt Ziad Al-Janabi sig ikke tilbage.

»Jeg er ikke genert og vil ikke på kontanthjælp, så jeg sagde ja til alle tilbud om arbejde,« fortæller han.

Firma snyltede på gratis arbejdskraft
Resultatet blev, at han fik foden inden for hos en virksomhed i seks måneder som designingeniør i jobtræning. Til gengæld fik firmaet betalt Ziad Al-Janabis løn kvit og frit af kommunen. Navnet på virksomheden vil Ziad Al-Janabi dog ikke oplyse, fordi opholdet udviklede sig problematisk.

Virksomheden var ellers glad for Ziad Al-Janabis indsats, og han var lige så tilfreds. Så efter de seks måneder og en forlængelse på tre måneder forhørte han sig om muligheden for en fast ansættelse.

Det kan blive til endnu ni måneders med jobtræning, lød svaret.

»Jeg undrede mig over, at de gerne ville have mine kvalifikationer, men ikke ansætte mig eller betale selv, men kun få pengene fra kommunen. Men jeg tænkte også, at jeg skulle fortsætte, for måske kunne jeg få jobbet til sidst,« erindrer Ziad Al-Janabi.

Han involverede Arbejdsformidlingen og IDA i sagen. De stillede også spørgsmålstegn ved virksomhedens ageren. Ziad Al-Janabi endte dog med at være i firmaet i 18 måneder - med en løn betalt af det offentlige.

Sidste dag vankede der farvelkram og lovprisninger af ham. Men ingen friskprintet ansættelseskontrakt med et tomt underskriftsfelt.

Ziad Al-Janabi var skuffet. Omend havde han gruet for, at det bar derhen. Gennem jobtræningen kom han dog til at kende en anden ingeniør. Et kendskab, der viste sig at være udslagsgivende i sidste ende.

Netværk er essentielt
5 år og over 700 ansøgninger senere arbejder Ziad Al-Janabi som handicapmedhjælper. En dag ringer telefonen.

»Har du set stillingsopslaget fra Teknologisk Institut? Hvorfor søger du ikke det?,« lyder det i den anden ende af røret.

Det er ingeniøren fra fem år tidligere. Han har nu skiftet arbejdsplads til den almennyttige institution og kom til at mindes Ziad Al-Janabi.

Den irakiske ingeniør synes slet ikke stillingen er noget for ham. Han gider ikke mere. Er træt af at bruge tid og penge på frugtesløse ansøgninger.

Ingeniøren helmer ikke. Ziad Al-Janabis familier presser også på for at få ham til at søge jobbet. Hvad han ikke ved er, at ingeniøren har lagt et godt ord ind for Ziad Al-Janabi.

Han vælger at prøve en sidste gang. Denne gang kommer han til to samtaler. Det ender med et opkald og ordlyden "det glæder os at have dig på instituttet".

»Jeg blev meget, meget glad. Tvivlen havde næsten fået mig. Var jeg i det forkerte land? Havde jeg de forkerte kvalifikationer?,« fortæller Ziad Al-Janabi.

Kan det ikke også have været dine ansøgninger, som der har været noget i vejen med?

»Fint nok hvis det bare har været mine ansøgninger, der har været dårlige. Men jeg ved godt, at jeg ikke kan tænke helt som en dansker. Jeg brugte derfor utrolig mange timer på at diskutere og få hjælp af venner, kolleger og jobbureauer med at skrive en god ansøgning.«.

Hvad har du så lært af det, som andre ingeniører fra udlandet kan få fordel af, hvis de vil ind på arbejdsmarkedet?

»Jamen, hvis man ikke har et netværk, skal de glemme det,« konstaterer Ziad Al-Janabi.