Fire ud af ti: Chefen får for meget i løn
Over alt i verden er arbejdere skeptiske over for chefens løn og arbejdsindsats. I Danmark mener 40 procent, at chefen får for mange penge, mens kun 23 procent mener, at chefen arbejder hårdere end dem selv.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Spørger man 100.000 arbejdstagere i 33 lande om deres holdninger til chefen, viser der sig et tydeligt billede af skepsis over for chefens løn over alt i verden.
I Danmark mener 40 procent, at toplederne tjener for meget, mens 45 procent ikke tror på, at lederne ville være i stand til at udføre medarbejderens eget job. 26 procent mener ikke, at chefen aner, hvad den ansattes daglige arbejde består i, og 22 procent mener, at de selv arbejder hårdere end chefen, oplyser Kelly Services, der har gennemført undersøgelsen.
»Ansatte fra såvel udenlandsk som dansk erhvervsliv kritiserer deres ledere, som de mener får for meget i løn, og flere mener også, at lederne ikke ville være i stand til at udføre de ansattes job. Derudover er der mange, der mener, at de arbejder hårdere end deres chefer og udtaler, at de ikke modtager den nødvendige motivation og opbakning til at gøre jobbet bedre og øge den personlige produktivitet, fortæller,« siger adm. direktør Henrik Bruun, Kelly Services Danmark i meddelelsen.
Danmark kommer dog ikke ind på en førsteplads, når det gælder medarbejdernes utilfredshed med chefernes lønniveau. Undersøgelsen viser, at ansatte i især Tyrkiet, Ungarn, Schweiz, Tyskland, Finland, Holland og USA, mener, at lederne får alt for høje lønninger. Her kommer Danmark ind på en 14. plads ud af de 33 lande.
»Der er helt klart en følelse af skepsis i forbindelse med ledernes indsats, som ikke stemmer overens med det høje lønniveau. Ligeledes er der mange, der ikke synes, at ledernes adfærd matcher firmaets ånd og de mål, der løbende bliver sat. Og spørgsmålet om, hvad lederne egentlig foretager sig, er for mange ansatte en stadig kilde til forundring,« siger Henrik Bruun.
Kun 23 procent mener, at chefen arbejder hårdere end dem selv.






