Kendt SDU-robotforsker vil hellere lege med DTU
Professor Henrik Hautop Lund fra Det Tekniske Fakultet på SDU, der i øjeblikket er at finde på Center for Playware, samler robotdelene til januar og tager turen til DTU. Bedre muligheder og flere penge lokker både robotforskeren samt en kollega væk fra SDU.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Center for Playware på Syddansk Universitet mister to ledere, da bedre mulighed for forskningsmæssig udvikling og nye ressourcer lokker. Den kendte robotforsker Henrik Hautop Lund er en af de to, der fra januar 2009 vil være at finde på DTU Elektro.
Lektor Carsten Jessen fra det Humanistiske Fakultet tager med robotforskeren til DTU, hvor de skal fortsætte det tværfaglige samarbejde, de har haft på SDU.
»I vores branche flytter folk rundt efter, hvad muligheder de har. De bliver tilbudt en basisbevilling på DTU, som er væsentlig bedre end det, som vi på SDU kan tilbyde lige nu,« siger Dekan for Det Tekniske Fakultet, Per Michael Johansen.
»Jeg ser det som en helt naturlig udvikling. DTU laver, som jeg har forstået det, en massiv satsning, og de tilbyder professor Henrik Hautop Lund nogle betingelser, som ser unikke ud,« uddyber han.
Robotforsker skal lede nyt tiltag
Som leder af Center For Playware på Mærsk Instituttet ved SDU, har Henrik Hautop Lund siden august 2007 kombineret leg med intelligent robotstyring.
Inden professoren fandt vej til SDU, var han leder af Lego Laboratoriet på Århus Universitet, og han er gennem tiden blevet anerkendt med bevillinger og priser fra blandt andet Det kgl. Danske Videnskabernes Selskab, Swiss Federal Institute of Technology og De Forenede Nationer.
DTU etablerer nu et tværfagligt Center for Playware i samarbejde med Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, DPU, som Henrik Hautop Lund skal lede.
Samarbejdes formål er at finde nye muligheder for at forske i at bruge robotteknologi til at fremme leg og læring. Forskerne skal kombinere eksisterende digitale lege-, lære- og spilprodukter med robotteknologi, mobil og trådløs teknologi. Syddansk Universitet skal fortsat stå for Center for Playware's forskning og udvikling.






