/byggeri

Hvert tredje nybyggeri er for utæt

Rettet: Kun 4 ud af 10 kommuner stiller krav om tæthedsprøvning af nye huse.

Af Birgitte Marfelt, tirsdag 25. nov 2008 kl. 07:11

En tredjedel af alt nybyggeri er utæt og overholder dermed ikke bygningsreglementets skærpede krav, viser en ny undersøgelse, som er lavet af firmaerne Mortalin Bygningsservice og Jysk Trykprøvning, der er medlemmer af foreningen Klimaskærm. Der ville ellers være gode penge at hente for boligejerne og et bedre klima for samfundet, hvis boligbyggeriet var tæt.

Tidligere i år har en undersøgelse fra elselskabernes brancheorganisation vist, at dårlige vinduer er skyld i, at en tredjedel af varmen i danske boliger årligt siver ud i det fri, hvilket svarer til varme for 10 milliarder kroner. Den nye undersøgelse siger dog intet om, hvorvidt dårlige vinduer er årsagen til de mange utætte byggerier.

"Når 3 ud af 10 testede boliger ikke lever op til kravet om tæthed, betyder det, at regeringens miljømålsætning ikke holder, at forbrugerne får usunde huse med risiko for fugtskader," påpeger Jan Nielsen fra Mortalin Bygningsservice, som er en af de virksomheder, som er certificeret til at varetage tæthedsprøvninger af nye bygninger.

Hverken Statens Byggeforsknings Institut eller Erhvervs- og Byggestyrelsen, der sammen har udfærdiget tæthedskravet, kender undersøgelsens resultater, men civilingeniør Einer Jerking, der arbejder med tæthedskravene i Erhvervs- og Byggestyrelsen, siger:

"Vi ved fra Klimaskærms tidligere undersøgelser, at deres kunder er blevet klart bedre til at leve op til kravene og husene derfor er væsentligt bedre end kravet i bygningsreglementet," siger Einer Jerking.

Erhvervs- og Byggestyrelsen kræver, at kommunerne, der har ansvaret for at nybyggeri lever op til kravene, stiller krav om stikprøveundersøgelser i mindst 5 procent af nybyggerier, men også den pligt efterleves, ifølge undersøgelsen, meget forskelligt:

"Nogle kræver, som de skal, en tæthedsprøvning af alt nybyggeri, andre udtager 5 pct. til stikprøvekontrol, andre gør slet ingenting," konstaterer Jan Nielsen.

Kun 41 procent af kommunerne krævede tæthedsprøvning ved alle nybyggerier, 44 procent af kommunerne stillede krav om stikprøver ved 5 procent af byggetilladelserne, mens 13 procent af kommunerne slet ikke stillede krav.

At 13 procent af kommunerne slet ikke stiller krav om at måle tæthed i nybyggerierne lever op til kravene i bygningsreglementet, er, understreger Einer Jerking, i strid med byggelovgivningen.

Rettelse: Tidligere fremgik det af artiklen, at den omtalte undersøgelse bekræftede en tidligere undersøgelse fra elselskabernes brancheorganisation, der viste, at dårlige vinduer er skyld i, at en tredjedel af varmen i danske boliger årligt siver ud i det fri. Mortalin Bygningsservices og Jysk Trykprøvnings undersøgelse forholder sig dog ikke til, om vinduerne er årsagen til varmetabet fra boligerne. Vi beklager fejlen.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.