Det kunne også være interessant at vide hvad Nicolas Stern ...
mener at kunne bedømme klimamodellers validitet som videnskabeligt værktøj.
.. på.
Han henviser til fagkundskaben: IPCC.
Sterns Review handler mere eller mindre kun om hvad det koster eller ikke koster hvis IPCC har ret, derfor tager han IPCC's koncensus konklusion som pålydende.
[...]for at få et brugbart resultat ud af en klima model, så skal man have nogle valide værdier for hvor meget de enkelte faktorer påvirker resultatet.
Klimamodeller regner ikke på den måde at man siger "slip X tons CO2 ud, gang det med konstant Y og find ud af hvor meget vandet stiger."
Klimamodeller regner på simpel fysik: Her er noget luft, der er så og så varmt og indeholder så og så mange gram vanddamp, det bevæger sig denne retning så hurtigt osv osv.
Der er ikke ret mange af de relevante konstanter man ikke har utroligt godt styr på fra mange års forskning i atmosfærefysik og de seneste par årtiers forskning i vejrmodeller.
Det er værd at bemærke at selv de allerførste spæde forsøg på klima- og vejr-modeller, 50 år tilbage, gav forbavsende gode resultater, ikke mindst når man tænker på hvor grovkornede de var på så små maskiner.
Og det leder hen til den næste misforståelse: Atmosfæren er, på global skala, utroligt stabil og kedelig.
Det slår praktisk taget aldrig fejl: det er varmere om sommeren end om vinteren og de sneplove som det kongelige danske forsvar sendte med til Iraq har ingen saltskader fået.
Det er der en god forklaring på: 3/4 af kloden er dækket af vand i en dybde af flere kilometer i gennemsnit.
Man skal faktisk fodre en klimamodel med noget rigtigt sludder før den giver sig til at vandre ret meget udenfor det meget snævre bånd som klimaet i geologisk tid har holdt sig indenfor.
Selv meget store begivenheder, explosioner af vulkaner og den slags, påvirker sjældent klimaet permanent, det tager nogle år, eller hvis der kommer en istid, nogle tusinde år, men energibalancen er nu engang sådan, at klimaet svinger tilbage til det samme område.
Vores problem, som civilization, er at vi ikke kan bruge det område som klimaet naturligt finder tilbage til, som race kan Homo Sapiens overleve meget store udsving, det har vi bevist.
Men som civilization, med microchips der produceres i renrum, traktater om flyrejsendes rettigheder og forsikringer imod skybrud, forudsættes, stiltiende, at vi ikke pludselig far 200 mio flygtninge eller mister vores kystbyer i en tsunami.
Prøv engang at kig jeres egne papirer igennem, og se så hvor meget af jeres financielle liv der existerer, hvis der sker en naturkatastrofe der falder under "force majeure".
Efter du har læst de tusindvis af siders rapporter, kender du så en *valid* værdi for hvor meget ændringer i atmosfærisk CO2 påvirker den globale opvarmning? Og hvis ja, hvad er den, og hvordan er den fremkommet?
Nu kunne jeg pindehugge om hvad vi mener med "valid værdi", men jeg mener faktisk ikke at tallet er interessant.
Det interessante tal er risikoanalysen: "Hvad er risikoen for at vores (mangel på) handlinger sætter (den vestlige) civilization over styr ?"
Hvis du tager alle de publicerede tal, der har forudsætninger der ligner virkeligheden (de fleste er alt for optimistiske, ingen af IPCC's scenarier havde været pessimistiske nok til at forudset Kinas CO2-fest), så er det sådan set ligegyldigt hvad deres tal er rent numerisk, for de siger alle at vi er på røven.
Forskellen på tallene er groft sagt, om vi er på røven i 2050, 2100 eller 2150.
Men er det vigtigt for spørgsmålet _om_ vi bør gøre noget ?
Det er helt klart vigtigt for hvor meget og hvor hurtigt, men _om_ vi skal gøre noget kan jeg ikke se tvivl.
I mine øjne er debatten _om_ der skal gøres noget 100% helt og aldeles overstået og jeg bruger Foghs konvertering som bevis på dette.
Derfor har jeg ikke nogen tolerance for folk som Peder og andre, der stadig ønske at pille navlefnuller, fordi han ikke kan lide tanken om store numeriske modeller.
Get over it, klimamodeller virker.
Poul-Henning
77
