Nu vil EU stoppe honningbiernes massedød
Bidøden, der har ramt mellem 50 og 80 procent af europæiske bistader, bliver nu taget alvorligt af Europa-Parlamentet, der har vedtaget at forske mere i problemets årsag og beskytte bierne mod forurening. Danske socialdemokrater er dog mod beslutningen, der har for stor fokus på støtte til biavlerne, mener de.
Læs også
-
Miljøstyrelsen fastholder: Pesticider ufarlige for danske bier
Læs mere om
Filer
Situationen i biavlssektoren er så uholdbar, at forslaget, der blev taget op i Europa-Parlamentet i dag, kun omhandlede bierne, avlerne og deres fælles fremtid.
De europæiske biavlere har mistet 50 procent, og i visse tilfælde endda op til 80 procent, af deres bistader. Det er en alvorlig trussel mod biavlsprodukter, bestøvning og ernæring i det hele taget. Biodiversiteten trues, når der ikke længere produceres planter, frugter og grøntsager i tilstrækkelige mænger og af god kvalitet.
Det vil Europa-Parlamentet gøre noget ved og mener, at der straks må reageres på sundhedskrisen hos bierne.
Enkelte af punkterne fra parlamentet lyder:
”Parlamentet opfordrer Kommissionen til snarest at optrappe forskningen i de parasitter og sygdomme, der reducerer bibestandene, samt i årsagerne hertil, og til at stille yderligere budgetmidler til rådighed til denne forskning.”.
"Parlamentet opfordrer indtrængende Kommissionen til at foreslå en ordning med økonomisk støtte til biavlere, der er i vanskeligheder på grund af bidødelighed."
"Parlamentet anmoder Kommissionen om at sikre, at kvaliteten af overfladevand kontrolleres og overvåges, da bier er meget følsomme over for enhver forringelse af miljøet."
Samtidig henviser parlamentet til, at 76 procent af fødevareproduktionen er afhængig af biavlssektoren. Og 84 procent af de plantearter, der dyrkes i Europa, er afhængige af bestøvning.
Socialdemokraterne summer ikke af glæde
Men selvom forslaget umiddelbart virker rosenrødt, strider socialdemokraterne imod:
»Vi er enige i, at der skal gøres noget ved problemet, da det har kolossale konsekvenser, men vi mener, at dette beslutningsforslag forholder sig mere til konsekvenserne for bønderne end for bierne. Det er en symptombehandling, der vil sørge for, at der gives tilskud til de bønder, der mister indtægter, fordi bierne er syge og dør,« siger Christel Schaldemose (S), MEP.
Hun er en af de 13 medlemmer i parlamentet, der stemte nej til forslaget og Christel Schaldemose understreger, at problemet er alvorligt, men at fokuseringen havde været mere relevant, hvis forslaget havde handlet om, hvad der kunne gøres for at løse problemet med bidøden.
Det kunne gøres med forskning, dataindsamling og samarbejde landene imellem, for at lære af hinandens viden om biernes situation, mener hun.
Avlerne må få - bierne må gå
Den stærkt nedsatte nektar- og pollenforsyning er en af de vigtigste årsager til bidøden. Brugen af pesticider svækker biernes immunforsvar, så de nemmere udsættes for parasitter og sygdomme.
Selvom der er punkter i beslutningsforslaget, der kigger på det problem, mener Christel Schaldemose ikke, at fokusset er stort nok.
»Tilgangen til den her sag er egoistisk, når der er punkter i rapporten, der kigger på "foranstaltninger til imødegåelse af den illoyale konkurrence fra biavlsprodukter fra tredjelande…". Det betyder, at man skal holde alle biavlsproducenter udenfor EU ude af det europæiske marked. Derfor virker det mere som en støtteordning for bønderne i stedet for at tage fat i det alvorlige problem med bierne,« siger Christen Schaldemose.






