/elektronik

Nye ambulancer får fjernstyret lægehjælp

Patienter, som bliver fragtet til et sygehus i Midtjylland til næste år, bliver undervejs koblet til et computerprogram, der sammen med ens journal giver redderne mulighed for den mest optimale medicinering og behandling.

Læs mere om

Af Andreas Antoni Lund redaktion@ing.dk, fredag 21. nov 2008 kl. 11:13

Et hjertestop bliver meldt til vagtcentralen, og en ambulance sendes straks ud. Redderne kobler via sensorer patienten til ambulancens it-system, og et computerprogram bruger informationer om puls, blodtryk og temperatur sammen med patientens journal til at give redderne anbefalinger om, hvordan de skal medicinere og behandle patienten i ambulancen.

Det bliver virkelighed til næste år i Region Midtjylland, som får mellem 13 og 15 af de nye high-tech-ambulancer.

»Det er ikke længere kun op til redderne at vurdere situationerne på egen hånd. Med de nye ambulancer bliver de elektronisk klædt på til at løse deres opgaver,« siger Michael Sørensen.

Han er teknisk chef for Responce, som er et nyt firma, der netop har vundet et udbud om at køre ambulancer i Region Midtjylland fra næste år. Også Falck og svenske Samariten skal køre ambulancer i regionen, men Responce har gjort sin entre på ambulance-markedet med en ny generation ambulancer, der benytter norsk teknologi fra selskabet Locus.

Hver eneste ambulance bliver udstyret med moderne it-systemer, der via flådestyrings-teknologi giver overblik over udrykningerne. Medicinsk software i ambulancerne indhenter patienters elektroniske journaler og opdaterer løbende journalen. Samtidig bliver ambulanceførerne rådgivet om, hvordan patienterne skal behandles og i hvilket tempo - hele tiden i forhold til patientens aktuelle helbredstilstand.

15 pct. flere genoplivninger

Patientens vitaldata bliver også sendt til akutmodtagelsen, der kan følge med på en skærm.

Skal patienten for eksempel til Skejby Sygehus, vil akutlægen på sygehuset kunne følge med i, hvad behandlerne foretager sig fra sekund til sekund og kunne opdage udsving i vitaldata.

»På den måde kan den læge, der skal modtage patienten, forberede sig på modtagelsen og begynde behandlingen, mens patienten stadig er i ambulancen og for eksempel udskrive medicin, som ambulancepersonalet ikke har beføjelse til,« forklarer Michael Sørensen.

Men det er ikke kun til patientbehandlingen, reddere kan få bistand af it-systemet. Allerede inden redderne når frem til udkaldene, bliver de guidet af GPS-systemer, der gør det muligt for alle ambulanceenheder at følge hinanden på touchscreens og på den måde lettere organisere indsatsen i fællesskab.

»I Norge har det været en stor succes i forhold til blandt andet hjertestopbehandlingen. Nordmændene genopliver omkring 15 procent flere hjertestop, end man gør i Danmark. Det tilskrives dels, at de har overblik over de forskellige enheder og kan kalde lokale læger ud eller få hurtig assistance af brandvæsnet, dels at der er et specialuddannet sundhedspersonale til at bruge systemerne,« fortæller Michael Sørensen.

Teknologien benyttes også i Sverige, England, Italien og Tyskland. Men især Norge er langt fremme på området og har også integreret logistiksystemet i redningshelikoptere samt brandvæsnets og politiets køretøjer.

Væk fra tast-selv-reddere

Overlæge Claus Henrik Rasmussen, der er en af de første ansatte hos Responce, ser store fordele.

»Man får et meget mere nuanceret og bedre indtryk af patientens tilstand og ændringer af tilstanden på akutmodtagelsen,« forklarer Claus Henrik Rasmussen og uddyber:

»Som det er i dag, skal ambulancefolkene selv taste vitaldata som EKG, der måler hjertets spændingsforskelle, ind, og sende dem over telefonen, hvilket tager nogle minutter. Det giver kun et øjebliksbillede af patientens tilstand og ikke samme mulighed for at følge patientens udvikling,« siger Claus Henrik Rasmussen.

I sidste ende kan det have afgørende betydning for udfaldet af behandlinger, mener overlægen.

Ud over akutbehandlingsværktøjer, råder systemet også over analyseværktøjer. På regionalt plan vil man for eksempel minutiøst kunne følge med i, hvor der sker flest hjertestop, eller hvor der hyppigst sker trafikuheld. Viden, der kan bruges til at optimere fremtidige udrykninger.

»På et kort dannes der overblik over hvor ambulancerne er henne, og det kombineres med hvor lang estimeret responstid, der er til forskellige områder i forhold til de ambulancer, der aktuelt er til rådighed,« siger Klaus Vium Andersen fra Locus.

På den måde vil der kunne skabes helt nye statistikbanker over akutpatienter, som hele tiden bliver opdateret af systemet selv.

Klinikchef ved Rigshospitalets anæstesi- og operationsklinik, Jakob Trier Møller, er især meget positiv over for mulighederne for at føre statistik ud fra udrykninger.

»Når man skal planlægge sine beredskaber, handler det om at finde ud af, hvor spidsbelastningerne er. Derfor er det smart at kunne logge informationer og bruge dem i planlægningen efterfølgende,« vurderer Jakob Trier Møller.

Klinikchefen fortæller, at elektronisk udveksling af patientdata allerede er på vej flere steder.

»Det er der også behov for. Det er der ingen tvivl om. Der kommer masser af teknologi på området, og det er bestemt noget vi kan bruge,« mener Jakob Trier Møller.

Bedre løsning

Responce vurderer, at den nye generation ambulancer vil komme til at koste stort set det samme som de ambulancer, der i forvejen kører rundt i Danmark. Firmaet forudser dog både muligheder for besparelser, fordi beredskabet bliver effektiviseret, og yderligere udgifter til efteruddannelse af ambulancepersonalet.

Lige nu har firmaet med base i helikopterlufthavnen i Holsted en ambulance og en helikopter i garagen. Det er op til Region Midtjylland at beslutte, hvorvidt Responces forslag til kommunikations- og logistiksystemerne skal implementeres. Det vil sandsynligvis ligge fast til foråret 2009. Til efteråret skal Responce være klar til at rykke ud i regionen med mellem 13 og 15 ambulancer.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.