Ekspert: OLED-skærme vil slå igennem
B&O's ekspert i OLED-skærme tror, at OLED vil få et gennembrud. De første store skærme kommer på markedet inden for to år.
OLED-skærmene vil slå igennem på et tidspunkt, også selv om producenterne flere gange har måttet udsætte produktpremierer. Det mener B&O's ekspert inden for OLED-teknologien, ingeniør Henrik Mørch Andersen:
»Jeg er overbevist om, at OLED-skærmene vil slå igennem,« siger han.
Henrik Mørch Andersen fremhæver billedkvaliteten og den ekstremt mørke, sorte farve, man kan opnå med OLED-skærme, som store fordele.
»OLED-skærmene har en meget fin billedperformance. Det er en stor fordel, at de kan være meget sorte,« siger han.
»Jeg tror, vi vil se nogle få high-end- fjernsyn på op til 30 tommer i løbet af 2010, og så tror jeg, at det gradvist vil komme i mainstream-produkter de næste ti år. Vi følger teknologien meget tæt. Foreløbig kan man kun få skærmene i nogle ret små størrelser. Levetiden er begrænset, og levetiden er en vigtig faktor for, hvornår B&O er klar til at tage teknologien ind. Men jeg vil sige, at lige nu går det hurtigt med at forbedre levetiden.«
Små OLED-skærme bruges i øjeblikket i en række håndholdte apparater, især mobiltelefoner og MP3-spillere.
Der har været fremvist prototyper af OLED-tv, men i øjeblikket er det kun Sony, der er på markedet med et 11 tommer OLED-tv, XEL-1, til en pris på omkring 11.000 kroner. Det skulle komme til Danmark til januar. Ingeniøren har set en af de skærme, og billedet er imponerende flot.
Henrik Mørch Andersen ser mest 11-tommerfjernsynet som et eksperiment fra Sonys side.
»Jeg betragter det lidt som en øvelse for at profilere sig selv som teknologiledende og få noget øvelse i produktion af OLED-skærme,« siger han.
OLED-teknologien giver større kontrast mellem det lyse og det mørke i billederne. Den er potentielt mere energiøkonomisk, og skærmene kan fremstilles ekstremt tynde - nærmest papirtynde. Designere fra både Sony og Samsung har for eksempel foreslået at rulle skærme ind i et hylster på størrelse med en kuglepen.
Fabrikanterne af såvel LCD- som OLED-skærme ligger alle i Japan, Sydkorea og Taiwan samt nogle få i Kina. De har hidtil haft mange vanskeligheder med at fremstille en fuldt ud funktionsdygtig OLED-skærm. Henrik Mørch Andersen siger, at det hænger sammen med den præcision, som produktionen kræver.
»Polymermaterialet skal lægges på i en ekstremt lille tykkelse, og det skal være en konstant tykkelse. Jeg har set OLED-skærme med uens tykkelse, og det giver et ujævnt billede. Så der er en stor fejlrate. Jeg har talt med fabrikanter, som kun havde en yield på 50 pct. Så halvdelen af skærmene kunne slet ikke bruges. Men det går hurtigt fremad. Så vidt jeg kan forstå, er yield nået op på 60-70 procent i dag,« siger Henrik Mørch Andersen.
Han tror på, at OLED-skærme kan blive en seriøs udfordrer til LCD-skærmene. Til gengæld tror han ikke meget på de andre udfordrere, der har været til LCD-skærmene.
»Umiddelbart er der ikke nogen andre lovende kandidater til at overtage LCD'ens rolle end OLED-skærmene,« siger han.
Fakta: OLED-skærme
OLED (Organic Light Emitted Diodes) virker ved, at en ekstremt tynd film af organisk materiale aktiveres til at lyse ved hjælp af en katode på den ene side og en anode på den anden. Det er modsat LCD-skærme, som virker ved at blokere selektivt for et baggrundslys.
Det er også årsagen til, at OLED-skærme er mere energieffektive. OLED-skærme kan produceres meget tynde, fordi de kun rummer fire tynde lag samt et støttelag på hver side. De fire store producenter af OLED-skærme er Samsung, LG, Sony og CMEL (Taiwan).





