Det er vist ikke mange, der ikke er klar over, at vi er midt i en global finanskrise. En krise, der vil få betydning på mange områder. Også i den trådløse verden, hvor det store spørgsmål de seneste år har været: Hvad kommer den nye mobile bredbåndsstandard til at hedde: Wimax eller LTE?

Med Wimax mener jeg IEEE-standarden 802.16e, også kaldet Mobile Wimax. Konsortiet Wimax Forum var først ude og først færdige med en standard baseret på OFDMA (Orthogonal Frequency-Division Multiple Access)-teknologien.

Der er tale om en helt ny type mobilt datanetværk. Principielt sondrer man ikke længere mellem tale og data - all is IP - og med en grov tilnærmelse kan man kalde Wimax for en slags cellular WiFi, der bliver udbudt via basestationer, som man kender det fra mobiltelefonsystemerne. Man kan altså med et Wimax-abonnement være opkoblet med hurtig access og samtidig bevæge sig rundt i verden, f.eks. med tog eller i bil.

Som et modspil til Wimax er standardiseringsorganisationen for mobiltelefoner, 3GPP, i gang med at lægge sidste hånd på en overbygning til deres 3G-teknologier - LTE, der står for Long Term Evolution.

3GPP kalder den for en 3.9G-teknologi og på det bestemteste ikke for 4G, da de ikke ønsker, at lovgiverne og telestyrelserne skal lugte guld og prøve at sælge licens til æteren, som de gjorde, da 3G skulle rulles ud. Det medførte, at 3G tog cirka fem år længere at få rullet ud, da operatørerne var ved at drukne i dyre licenser. Men teknisk set er LTE en slags Wimax for 3G-operatører: Teknologien er ligeledes baseret på OFDMA i downlink (dog med en SC-FDMA i uplink) og ligner meget Wimax i specifikationen.

De fleste eksisterende 3G-net kan opgraderes til LTE, i hvert fald hvis netværksleverandøren er en af de traditionelle WCDMA-leverandører, f.eks. Ericsson, Nokia, Siemens eller Nortel.

På performance-siden ligger de to standarder tæt op ad hinanden. Mobile Wimax har en peak performance på 40 Mbps, men typisk kan man forvente op til 15 Mbps ved en celleradius på tre km. LTE lover en peak på 100 Mbps i downlink og ca. det halve for uplink.

Det er et teoretisk beregnet max., og i praksis regner man med samme performance som Wimax i downlink. De mere eksotiske og akademiske fordele og ulemper ved de to standarder vil jeg skåne læserne for. Men det er altså ikke i ydeevne, at slaget mellem Wimax og LTE kommer til at stå.

at Wimax har været først på banen i forhold til LTE, der ikke helt er standardiseret endnu, har hidtil været til dets fordel. Hvis efterspørgslen er til stede, og operatørerne villige til at satse rigtig store penge på mobilt bredbånd i den hurtige klasse, så er det bare med at komme ud over stepperne.

Men lært af erfaringen med 3G har operatørerne indtil videre siddet på skægget og ventet med at kaste de milliarder efter et Wimax-netværk, der skal til for at kunne dække lande og regioner. Ikke mærkeligt, for hvem vil opbygge et netværk i den prisklasse, når der kun findes et meget begrænset antal terminaler, der kan forbinde til det? Og omvendt, hvem bruger penge på at udvikle Wimax-baserede laptops, PDA'er og smartphones, når der ikke er et netværk at koble op imod? Hønen eller ægget.

I dag er der 802.16e-netværk i større byer i Sydkorea, Indien og under opbygning i flere asiatiske, afrikanske og sydamerikanske byer. Men som i resten af verdensøkonomien venter alle på, at nogen sætter et Wimax-netværk op i USA.

Et konsortium bestående af Sprint og Clearwire, med penge fra så prominente spillere som Intel, Google, Time Warner Cable Inc. med flere, meddelte i sommer, at de havde den nødvendige kapital - omkring 12 mia. dollar - til at sætte et pan-amerikansk Wimax-netværk op.

'Hurra', råbte branchen, og hvad skete der så? Finanskrisen lagde sit slør af panik og mådeholdenhed ud over verden, og nu vides det ikke, hvornår dette initiativ bliver søsat.

Med tiden bliver LTE mere og mere interessant. Det, at LTE ikke virker som et helt så radikalt skridt som Wimax og er lidt nemmere at sluge for de operatører, der har 3G-netværk, betyder, at flere ser netop denne standard som den kommende mobile bredbåndsstandard.

De to amerikanske telegiganter Verizon og AT&T har allerede meldt ud, at de satser på LTE.

At LTE er bagefter Wimax i tid, betyder jo mindre for hver dag, Wimax ikke bliver til noget. Man vil sikkert om et år eller mere - når finanskrisen er ovre - kunne argumentere for, at LTE jo er en ny og Wimax en gammel teknologi. Det er måske ikke så dumt at være bagud i en global finanskrise.

Nu, hvor præsidentvalget i USA er slut, bliver der igen båndbredde i mit univers til at følge kampen mellem de to mobile standarder.

Her fra min plads i det Intercity-tog, hvor jeg sidder og skriver denne kommentar, glæder jeg mig til, at en af dem bliver en realitet, så jeg kan få rigtigt bredbånd 'on the road' eller 'on the rail'. j