Danskere først med Wimax- radiohoveder
30 udviklere i Hillerød er førende i verden inden for radiohoveder til mobile netværk. Samarbejde på tværs af discipliner har ført frem til produktet.
På kort tid er det lykkedes det lille nystartede udviklingsfirma Radiocomp i Hillerød at nå en førende position inden for Wimax-radiohoveder på verdensmarkedet.
Radiocomp startede i januar 2007 med fem medarbejdere, og er allerede oppe på 30 ansatte, heraf flest ingeniører. Firmaet leverer radiohoveder til en række af verdens førende leverandører af sendesystemer til Wimax og til 4. generationsnetværket LTE. Radiohovederne bruges i stedet for traditionelle basestationer.
Radiohovedteknologien fylder betydeligt mindre, er lettere at installere og er billigere i drift. Traditionelle sendestationer kræver store teknikhuse.
Radiohovedteknologien kræver kun en lille radioserver, et radiohovede samt en antenne. Desuden kan radiohovedet være flere kilometer fra radioserveren. De to er forbundne med optiske fibre.
Radiocomp hævder, at deres radiohoveder kan reducere både drifts- og anlægsomkostninger til mobilnetværk med 40 procent.
»Vi valgte at udvikle mobile Wimax-hoveder på et tidligt tidspunkt. I dag er vi de eneste i verden, der har et radiohoved til 3,5 GHz mobile Wimax,« siger direktør og stifter Thomas Nørgaard.
»Vi har været målrettede i vores udvikling. Samtidig har vi haft det nødvendige held,« siger han.
Radiocomps radiohoveder kan i højere grad end andre konfigureres via software. Båndbredden kan for eksempel reguleres op til 50 MHz. Det betyder, at mobilselskaberne har brug for væsentligt mindre hardware til at udføre sendearbejdet.
»Vores arkitektur er meget fleksibel. Det er en velkendt teknologi, men den er ganske svær at lave,« siger Thomas Nørgaard.
Radiohoved/radioserver-løsningerne har fået et gennembrud, fordi teknologierne bag den, blandt andet lysledere og lasere, er kommet langt ned i pris.
Virksomhedens radiohoveder består af en radio (sender/modtager), en kraftig computer, kaldet high speed digital unit, en effektforstærker og et duplex-filter.
Thomas Nørgaard arbejdede indtil slutningen af 2006 som udviklingschef i det internationale firma Radio Frequency Systems' afdeling i Hillerød, men fik lyst til at prøve kræfter med radiohoveder på egen hånd. Han er uddannet civilingeniør fra DTU i 1997.
Radiocomp har samlet en gruppe ingenører, der har ekspertise inden for mange fagområder. En del kommer fra Tellabs, mens andre er kommet fra Radio Frequency Systems og andre virksomheder.
»Jeg synes, vi har samlet et godt team. Der er tale om meget komplekse opgaver, som indeholder mange ingeniørdiscipliner, blandt andet komplekse RF-teknologier, signalbehandling, højhastigheds-digitalteknologi, protokoludvikling, foruden almindelig elektronik og mekanik.«
En af Radiocomps medarbejdere er Morten Høgdal, som har titel af ledende hardware-arkitekt. Han arbejdede tidligere for Tellabs.
»Han har lang erfaring og har arbejdet både med digitale systemer og RF-systemer. Han er udtryk for den fusion af de to verdener, som vi arbejder med,« siger Thomas Nørgaard.
En anden nøglemedarbejder er produktchef Christian Lanzani, som Radiocomp beskriver som en af verdens førende eksperter inden for OBSAI og CPRI-teknologier. OBSAI og CPRI er protokoller, som bruges til radiohoved-teknologien.
Radiocomp har også ansat to erhvervs-ph.d.'er fra DTU.





