/rumfart

Nasa: Nu er vi klar med internet i rummet

Verdens første interplanetariske internet ser ud til at virke, lyder det nu fra Nasa. Nettet skal lette den besværlige kommunikation mellem rumsonder og rumfartøjer.

Klik for at se billedet i stort

Rejsende i rummet skal have deres egen internet-protokol, som skal sikre, at datatrafik kan transmitteres lige så problemløst og automatisk som gennem Jordens internet. (foto: Wikipedia)


Læs også

Læs mere om

Dokumentation

Af Kent Krøyer, torsdag 20. nov 2008 kl. 09:46

Rumfartsorganisationen Nasa har netop afprøvet fremtidens interplanetariske internet. Og det virker.

Den kendte kommunikationsprotokol TCP/IP, som er rygraden i Jordens fortravlede internet, er ikke velegnet til rumfart, hvor afstanden mellem datanet-knudepunkter (noder) kan blive kolossal, og hvor lange transmissionsforsinkelser bliver normen mere end undtagelsen.

Men den grundliggende ide er den samme, altså at hver datapakke rummer et adressefelt, der beskriver, hvor pakken skal sendes hen. Og ethvert virtuelt postbud (node) sender pakken i den rigtige retning så langt, som han kan nå. Hvorpå andre virtuelle postbude overtager ansvaret for pakken og sender den videre. Ruten er underordnet, og en transmission med mange datapakker kan derfor følge forskellige, tilfældige ruter, mens de "hopper" fra node til node.

Den nye rum-internet protokol hedder DTN (Disruption-Tolerant Networking), og den må ikke lade sig forstyrre, selv om datastrømmen går i stå i flere timer.

Afstanden mellem Mars og Jorden er for eksempel så stor, at et radiosignal skal rejse mellem 3,5 og 20 minutter med lysets hastighed, før det når frem. Og hvis Månen skulle komme i vejen midt i transmissionen, skal den automatisk genoptages, når Månen er drevet forbi.

DTN-protokollen rummer derfor ingen forhåndsantagelse om, at transmissionen forløber jævnt. Datapakker, som bliver væk undervejs, gemmes i den sidste node, hvor de er nået til, og sendes videre, når der bliver mulighed for det. Omtrent som sms-beskeder.

»Som det er i dag, skal et projekthold manuelt planlægge hvert radiolink og skrive alle kommandoer, der specificerer hvilke data, der skal sendes, hvornår de skal sendes, og hvortil, de skal sendes. Med den nye, standardiserede DTN-protokol bliver det hele automatisk,« siger Leigh Torgerson, leder af DTN Experiment Operations Center ved Nasa Jet Propulsion Laboratory i en pressemeddelelse.

Protokollen er nu blevet testet i en måned, og to gange om ugen er et datasignal blevet sendt omkring rumfartøjet Epoxi, som er 32 millioner kilometer ude i rummet på vej til kometen Hartley 2, som den møder om to år.

»Der er ti noder i dette tidlige, interplanetariske datanetværk. Den ene er rumfartøjet Epoxi, og de øvrige ni står på jorden ved siden af Jet Propulsion Laboratory,« fortæller softwareingeniør Scott Burleigh i pressemeddelelsen. De ni "lader som om", de er landingsfartøjer på Mars, Mars Orbitorer og kontrolcentre.

Den vellykkede test var den første i en længere testserie. Næste skridt er at bruge den mellem Nasa og rumstationen ISS. Det skal ske til sommer 2009.

Fremover forventes det interplanetariske datanetværk at gøre livet nemmere for astronauter på Månen, foruden at lette kommunikation generelt med alle slags rumsonder og -fartøjer.



20. nov 2008 kl 17:47

avatar

Jan Petersen

Ja ok!

Jeg vil glæde mig til at lave en Ping Test til en af disse "noder". Hvad mon man skal sætte TTL til?


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.