Endeavours varmeskjold i fin stand efter opsendelse
Analyser af varmeskjoldet på rumfærgen Endeavour viser, at det ser ud til at være i fin stand efter opsendelsen. Selvom undersøgelserne af rumfærgen ikke er færdige, konkluderer Nasa allerede, at der ikke vil være behov for yderligere inspektion.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Foreløbige analyser af varmeskjoldet på Endeavour viser, at rumfærgen er i god stand efter opsendelsen og frigivelsen af den store orange hovedtank.
Nasa har analyseret billeder taget af astronauterne efter frigivelsen af den store orange hovedtank samt billeder fra opsendelsen. Indtil videre viser billederne den hidtil mindst beskadigede hovedtank længe. Det betyder, at skrammerne på undersiden af Endeavour er få og kosmetiske.
LeRoy Chain, leder af Nasa Mission Management, oplyser, at en gennemgang af billeder og data har vist, at der ikke er behov for yderligere inspektion af hverken vingeforkanter eller kakler på undersiden.
Allerede på første dag i rummet lørdag foretog astronauterne en laserskanning af rumfærgens varmebeskyttende kakler, for at inspicere dem for eventuelle skader. Selvom der stadig er en smule arbejde inden Endeavour kan erklæres fuldstændig flyveklar, har Nasa konkluderet, at der vil være mere tid til de planlagte opgaver, og at en forlængelse af missionen ikke er presserende.
Rumfærgen Endeavour har medbragt hele syv ton udstyr og forsyninger i et MPLM-transportmodul, som skal forbedre boligforholdene på den internationale rumstation.
Med sig har astronauterne blandt andet et køkken, sovekabiner og et russisk-sponsoreret toilet. Allerede i dag blev modulet koblet til rumstationen, og astronauterne begyndte at lege flyttemænd.






