Fogh: »Vi har ikke været den energipolitiske avantgarde«
Venstre har været for forsigtig og fodslæbende på energiområdet, lød det i statsministerens tale på Venstres landsmøde i weekend’en, hvor ministeren gav partiet en ordentlig gang selvspanking.
Læs også
-
Leder: Debatten om energimål er slut – nu handler det om midler
Læs mere om
Venstres energipolitik har være for forsigtig og fodslæbende, sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen i sin tale på Venstres landsmøde. En tale, hvor han, usædvanligtvis, gik grundlæggende i rette med sin egen og Venstres hidtidige energi- og klimapolitik.
»Jeg skal være ærlig over for jer og bekende, at jeg har meget længe hørt til dem, der var sådan lidt i tvivl om det der med klimaet…. Jeg har ladet mig overbevise af FN’s internationale klimapanel, som i flere omgange har produceret rapporter, som viser… at når vi taler om de sidste to generationer, så er hovedparten af temperaturstigninger forårsaget af menneskers aktivitet. Alt det, som vi har hældt ud i atmosfæren,« sagde statsministeren, som også forsøgte at imødegå en forventet kritik for at være hyklerisk:
»Ja, det er godt med ham Anders, nu står han så der og roser en energipolitik, som Venstre har bekæmpet siden begyndelsen af 70’erne...De vil sige: Nu står han der og vil tage alt det til indtægt, som de ikke har gjort andet end at bekæmpe i hele den tid. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så er der nok mange hos os, der har været lidt forsigtige, for ikke at sige fodslæbende i det her og tvivlet på, om der nu var sund og fornuftig økonomi i alt det her.«
»Man kan nok sige, at vi ikke har været den energipolitiske avantgarde,« sagde Anders Fogh og erkendte, at det først var, da Venstres medlemmer begyndte at have økonomiske interesser i vindmøller, at en voldsom begejstring for vindmøller opstod i Venstres folketingsgruppe.
Grøn politik er ikke en omkostning
Statsministeren indrømmede også, at regeringen nok havde været lidt for ivrig til at beskære det miljøministerium, der havde blomstret under Svend Auken. Men den modsætning, han tidligere havde opfattet mellem en ambitiøs miljø- og klimapolitik og økonomisk vækst, så han ikke længere:
»Klimapolitikken er ikke en del af problemet. Det er faktisk en del af løsningen. Lad os ikke betragte grøn politik som en omkostning, men som en gevinst,« sagde Fogh og bebudede en ny åbenhed over for vedvarende energier som solenergi, bioenergi, biomasse, bilbrændsler og bølgekraft.
Kørselsafgifter
Også på trafikområdet erkendte statsministeren, at regeringen ved at være modstander af adfærdsregulerende afgifter, eksempelvis roadpricing, at have taget fejl:
»Vi bør måske overveje, hvordan vi kan lave det sådan, at det altså bliver billigere at købe biler – mod måske lidt dyrere at bruge dem…Det er ufattelige mængder af ressourcer, der bliver spildt i det danske samfund ved at folk skal holde i kø på vejene eller… Vi skal investere i intelligente trafiksystemer, der sørger for en mere fleksibel afvikling af trafikken,« lovede Anders Fogh Rasmussen.






