B&O-satsning møder kritik blandt eksperter
Selv om Bang & Olufsen selv kalder deres nyeste lydsatsning Beosound 5 for en revolution, så er eksperterne mere tvivlende.
Læs også
-
Analytiker om B&O-produkt: »Teknologisk tigerspring«, men »svær salgssucces«
Læs mere om
Det er meget muligt at forbrugerne vil kaste sig over Bang & Olufsens nye lydsystem Beosound 5, men blandt eksperterne er der en vis skepsis over produktet.
»Det er bekymrende, at det har taget Bang & Olufsen to år at udvikle noget, der formentlig allerede nu er ved at blive overhalet af markedets forventninger til et moderne lydsystem,« mener hifi-eksperten Ole Thomsen.
Han er godt tilfreds med design og betjening af det nye produkt, der klart udstråler at B&O passer ind i et "stilbevidst velhaverhjem med sans for enkelhed og underspillet demonstration af magt over tingene," som han skriver i sit kommende blogindlæg om Beosound 5. Men når det er sagt, så er det så som så med lydekspertens begejstring.
»Bang & Olufsen har brug for en salgssucces. Beosound 5 sigter imod et marked i rivende udvikling, og der er attraktive alternativer, der kan en masse mere - færdige eller tæt på lancering. Hvad enten man har fokus på funktionalitet, design eller pris, kan BeoSound 5 sagtens få det svært, selv om det selvfølgelig hjælper, at den bæres frem af et stærkt brand med en veldefineret målgruppe,« siger Ole Thomsen.
Heller ikke David Wilstrup fra Mediaprovider, der står bag en lang række medier inden for forbrugerelektronik, er imponeret over det nye lydsystem. Han peger blandt andet på prisen - over 30.000 kroner - som han mener er skudt helt ved siden af, men han er heller ikke imponeret over B&O's nytænkning på området.
»Der er ikke meget revolution her. Det er det samme, som man allerede kan få – bare finere,« siger han til borsen.dk.
Læs hele Ole Thomsens blogindlæg i Elektroniktillægget i Ingeniøren, der udkommer den 21.november.






