Supernet forbinder 100.000 danske forskere og studerende
(Opdateret 15:16) Nyt fiberbaseret forskningsnet er netop taget i brug. Det nye net bringer blandt andet danske forskere tættere på forskningscentret CERN.
Hovedstrækningen er den lyseblå linje og redundansstrækningen den mørkeblå. Hovedknudepunkterne er violette. De grønne firkanter er de såkaldte ILA-sites, der typisk består af hytter til opbevaring af transmissionsudstyret. (Foto: Global Connect)
Læs mere om
Efter flere års forberedelse og en enkelt forsinkelse er det nye forskningsnet endelig taget i brug. Der er tale om 1.200 kilometer fibernet, der binder alle Danmarks forskninsgscentre og højere læreranstalter sammen.
Det nye net er en betydelig opgradering af det eksisterende forskningsnet, der hidtil har været et net med en hastighed på 2 Gbit/s. Det nye net vil have en ydelse på 20 kanaler af 10 Gbit/s.
Ifølge Forskningsnettet kan systemet yderligere opgraderes til 80 kanaler af 40 Gbit/s, hvilket er langt over 1.000 gange den hidtidige kapacitet.
Det er blandt andet GlobalConnect, der har stået for kabeludlægningen, og fiberudstyret er leveret af Alcatel-Lucent.
Formålet med nettet er blandt andet at udnytte nettet til konferencer. Men kapaciteten på nettet betyder også, at det bliver muligt at kommunikere direkte med forskerne i CERN. Derudover skal nettet bruges til afholdelse af videokonferencer og til at give fjernundervisning samt give forskerne bedre mulighed for at udveksle massive mængder af data.
»Forskningsresultater i dag består ofte af meget store datamængder, ikke mindst, når det kommer fra et sted som forskningscenteret CERN. Med det nye net bliver det muligt for forskerne at dele store mængder data både nationalt og via Nordunet også internationalt,« siger formanden for Forskningsnettets styregruppe Børge Obel til Ing.dk.
Projektet blev i 2007 budgetteret til at koste 40 millioner kroner, og styregruppeformanden forventer at budgettet vil holde.
»Vi har lavet backbonenettet, og nu skal vi til at lave tilslutningerne. Men intet tyder på, at det bliver dyrere end anslået,« siger han.






