/energi

Nu skal den sænkede norske gift-ubåd overdækkes

Norske Veritas og Kystverket har netop anbefalet den norske regering at overdække ubåden, der ligger som en tikkende miljøbombe med 67 tons kviksølv ud for Norges kyst.

Af Birgitte Marfelt, onsdag 12. nov 2008 kl. 11:25

Den tyske ubåd U-864, der blev torpederet ud for Bergen i slutningen af 2. Verdenskrig, skal ikke bjerges, men overdækkes. Anbefalingen om at overdække vraget, der indeholder 67 tons kviksølv, møder imidlertid kritik fra både miljøforkæmpere og ubådsekspertise.

En del af kviksølvet er allerede lækket fra stålflaskerne ombord og har forurenet 30.000 kvadratmeter havbund. Ombord findes også 27 torpedoer, granater, bunkerolie og ligene af 73 døde sømænd.

Men ved at overdække ubådsvraget håber nordmændene at forhindre en katastrofe for miljø og fiskerierhvervet.

At bjerge den ødelagte ubåd medfører en større risiko for miljøet end overdækning, mener Det norske Veritas, som har undersøgt omkring 15 forskellige forslag til bjergning og tre forskellige forslag til overdækning. På det grundlag anbefaler Kystverket at overdække vraget.

Midten mangler
Problemet er, at vraget, der blev fundet i 2003, ikke er komplet. Da HMS Venturer i februar 1945 torpederede den tyske ubåd, blev den kløvet midtskibs og fragmenteret i 107 vragdele på 150 til 170 meters dybde. De to hoveddele blev samlet, men midterstykket er ikke fundet.

Men før Kystverket træffer en beslutning, må de lede efter midtersektionen dér, hvor det mest sandsynligt er, siger kommandørkaptajn Hans Christian Kjelstrup til Teknisk Ukeblad.

Kjelstrup har selv ubådsbaggrund og mener, at midterstykket på U-864 sandsynligvis ligger på bunden lige under det sted, hvor ubåden blev torpederet, mens agter- og forskib, der har været fyldt med luft, kan have flydt langt med strømmen.

”Når man lader vraget ligge, er der risiko for en række uforudsete hændelser, som kan få alvorlige konsekvenser. Men hvis man hæver vraget, er problemet ude af verden, en gang for alle,” siger Marius Dalen, talsmand for miljøbevægelsen Bellona, til Teknisk Ukeblad.

En fjerdedel af bjergningsprisen
Det bedste bjergningsforslag kom, ifølge Ny Teknik, fra Mammoet Salvage, der med en lignende teknik bjergede den russiske ubåd, Kursk.

Metoden går ud på at sænke en gribeklo over vraget og løfte det over til en beholder, som derefter hejses op af vandet, lastes på en kran og transporteres til land for at blive uskadeliggjort. Pris: Knapt en milliard kroner.

Valget faldt imidlertid på overdækning med et tykt lag sand og sten til for en kvart milliard kroner. At den løsning er langt billigere, har, ifølge Kystdepartementet, ikke haft nogen betydning for valg af metoderne, der på langt sigt har samme risikoniveau.



13. nov 2008 kl 14:12

Claus Topsøe-jensen

Hvorfor er der kviksølv i ubåden ?

Er der nogen, der kan svare på følgende: Hvorfor er der kviksølv i ubåden - hvad kan kviksølv bruges til i et skib, specielt i en ubåd, og hvordan kan man have brug for 47 tons ?


13. nov 2008 kl 15:00

avatar

Søren Rosendal Jensen

Re: Hvorfor er der kviksølv i ubåden ?

Er der nogen, der kan svare på følgende: Hvorfor er der kviksølv i ubåden - hvad kan kviksølv bruges til i et skib, specielt i en ubåd, og hvordan kan man have brug for 47 tons ?

Jeg googlede "mercury and Uboat".

- Båden var på vej til Japan bl.a. med hemmelige planer om flymotorer. Nogle kilder siger at kviksølvet skulle bruges til våbenformål, andre at det var ballast.

Jeg kan ikke se hvilke våben man skulle kunne lave med kviksølv - ud over knaldkviksølv, som bruges til tændsatser. Det lyder ikke rimeligt.

Angående brugen til ballast, så siger andre, at det var en myte. Kviksølv skulle have været alt for dyrt at bruge til det formål.

http://www.uboat.net/special/m...ths/

Nogen der ved mere om dette?

- Søren


13. nov 2008 kl 15:10

Per L. Grunth

Re: Hvorfor er der kviksølv i ubåden ?

Er ikke ekspert.

Men Tyskland og Japan blev jo rent forsyningsmässigt lukket kraftigt ude fra store dele af verden under forlöbet af anden verdenskrig. Specielt hen imod slutningen af krigen opstod der derrfor hos begge lande mangel paa strategisk vigtige materialer. Tyskerne havde saaledes udviklet hele tre forskellige typer af reaktionsdrevne fly som var kraftigt overlegne i forhold til de allieredes fly, men (heldigvis) manglede man de nödvendige materialer til at turbinebladene kunne göres tilsträkkelige temperaturbestandige.

Tyskland brugte bla.a. sine langträkkende ubaade til at transportere vigtige materialer og raastoffer. F.eks. wolfram og jeg tror ogsaa molybdän. I danske farvande blev der efter krigen hävet ubaade som efter flyangreb var blevet sänket med saadanne "värdifuld" last ombord!

Men om kviksölv ogsaa hörte til saadanne vigtige stoffer , og om den paagäldende ubaad var i färd med en saadan transport ved jeg ikke.


13. nov 2008 kl 15:33

avatar

Poul-Henning Kamp

Re: Re: Hvorfor er der kviksølv i ubåden ?


- Båden var på vej til Japan bl.a. med hemmelige planer om flymotorer. Nogle kilder siger at kviksølvet skulle bruges til våbenformål, andre at det var ballast.

Lyder ballast af kviksølv ikke som en skrøne ?

Jeg kan ikke forestille mig det er særligt behageligt med en ballast der har en sådan mobilitet, selv hvis den er kapslet inde.

I givet fald ville blot en enkelt lille læk få ubåden til at ryge ud af vandet som en prop...

Poul-Henning


13. nov 2008 kl 15:50

Bjørn Sune Andersen

Re: Hvorfor er der kviksølv i ubåden ?

Kviksølv har tidligere også været brugt i behandlingen af visse sygdomme, spejle, plumber etc.

Hvad jeg til gengæld ikke forstår er, hvad forskel det gør, at dække ubåden til - nedbrydningen af stålflaskerne vil vel forsætte, og dermed slipper kviksølvet alligevel ud?


Bjørn


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk