/transport

Elbiler og ladestationer invaderer Berlin til næste år

Til næste år kører de første 100 tyske Daimler-elbiler ud på Berlins gader, og kan vælge mellem 500 ladestationer fra energiselskabet RWE AG. I 2010 kommer bilerne i serieproduktion.

Af Andreas Sune Hansen, onsdag 12. nov 2008 kl. 07:55

De første elbiler i et tysk elbil-projekt er ved at blive gjort klar til at køre ud på Berlins veje. I slutningen af 2009 dukker de første af i alt 100 nyudviklede elektriske biler fra Daimler op, som er udviklet af Mercedes-Benz og Smart.

Projektet går under navnet e-mobility Berlin og er blevet til i et samarbejde med den store tyske energiforsyningsvirksomhed, RWE AG, der skal udvikle, opstille og vedligeholde 500 ladestationer i Berlin, så elbilisterne kan få ladet op.

Den tyske regering støtter økonomisk op om projektet, og kansler Angela Merkel kalder projektet for "banebrydende". Også hos Daimler er der begejstring:

»Vi har opfundet bilen, og nu opfinder vi den én gang til,« siger Dieter Zetsche, der er direktør for Daimler, og fortsætter:

»Samarbejdet er et godt eksempel på, hvad man kan nå, når politik, energiforsyning og bilindustri arbejder mod samme mål.«

Første mål er at få de mange ladestationer sat op. Planen er at samarbejde med eksempelvis store indkøbscentre, så bilernes lithium-ion-batteri kan blive ladet op, mens man handler ind.

Bilerne får et indbygget betalingssystem, så ejerne kan lade batterierne op på hvilken som helst station, og derefter modtage en samlet regning. En fuld opladning tager seks timer, og holder til 115 kilometers kørsel. På sigt er det planen, at batterierne også skal kunne tilbageføre energi til elnettet.

London har været testby for Daimler
Projektet har allerede været afprøvet i London, hvor Daimler sendte 100 Smart-biler ud i venstre vejbane - blandt andet med politifolk som testbrugere.

»Med erfaringerne fra London og Berlin vil vi komme i gang med serieproduktion af elektriske Mercedes-Benz- og Smart-biler i 2010. Og i 2012 vil de være klar til at blive taget i brug af privatbilister,« siger Ewa Wiese, pressemedarbejder for Daimler til det norske Teknisk Ugeblad.

Hun løfter også sløret for, at man allerede er i dialog med andre byer i Europa og USA om projektet, men kan ikke afsløre hvilke - eller hvad prisen på en Smart-bil kommer til at blive.

 Om København skulle være i tankerne, er derfor ikke til at sige - men i så fald vil e-mobility med Daimler i spidsen få konkurrence af Project Better Place, som har lignende planer om elbiler, opstilling af ladestationer og mulighed for at føre energi tilbage til elnettet i spidsbelastningerne.

Samarbejdspartnerne i Danmark er blandt andet Dong og Renault-Nissan, og sidstnævnte præsenterede så sent som i sidste måned sit bud på en ny elbil, ZE Concept, som kommer til at køre omkring 200 kilometer per opladning.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.