Udsigt til havstigning får Maldiverne til at søge efter nyt land
Klimaændringer truer med at udslette en af verdens mest sagnomspundne turistmagneter, Maldiverne, der ligger midt ude i Det indiske Ocean. Nu vil den nyvalgte præsident lægge penge til side for at købe et nyt land.
Læs også
-
Nyt bevis for FN's fejlberegning: Havene kan stige halvanden meter
-
Ny skrækrapport: CO2-koncentration stiger langt hurtigere end frygtet
Læs mere om
Maldivernes nyvalgte præsident vil lægge en del af landets milliardstore turistindtægter til side for at købe nyt land som sikkerhed mod de klimaforandringer, der truer med at gøre de 380.000 øboere til miljøflygtninge.
Meldingen kommer fra Mohamed Nasheed, der i dag tager magten som landets første demokratisk valgte præsident. Ifølge britiske Guardian har han oplyst, at landets 1200 øer og koralatoller er i fare for at forsvinde i havet, hvis klimaændringerne fortsætter i samme takt som hidtil.
FN spår, at den globale opvarmning vil få havene til at stige 59 cm frem til 2100. Det meste af Maldiverne ligger 1,5 meter over vandoverfladen. Præsidenten siger, at selv en lille stigning i havoverfladens niveau vil opsluge øgruppen.
»Vi kan ikke selv stoppe klimaforandringen. Derfor må vi købe erstatningsland som en forsikring mod det værst tænkelige,« sagde Nasheed, tidligere menneskerettighedsaktivist, som har diskuteret planen med flere lande som Sri Lanka og Indien, der har lignende kultur, klima og køkken, samt Australien, der råder over ledigt land.
Det højeste punkt på Maldiverne er 2,4 meter over havoverfladen, FN internationale klimapanel forudser, at havene vil være steget mellem 25 og 58 cm i 2100. Maldiverne omfatter 1192 øer, befolket med 380.000 mennesker, hvis vigtigste indtægt kommer fra den rundt regnet halve million turister, som årligt gæster landet.
Klimatalsmænd som Tom Picken, der leder den internationale klimaforandring i Friends of the Earth siger til Guardian, at Maldiverne kun har sig selv til at slås for overlevelse, og at landet er offer for klimaforandringer, skabt af rige lande.
»Vi har ikke lyst til at forlade Maldiverne, men vi vil heller være klimaflygtninge i teltlejre i årevis,« siger præsident Mohamed Nasheed til Guardian.
Maldiverne er en af få muslimske nationer, der relativt fredeligt har gennemgået en udvikling fra diktatur til demokrati.






