/rumfart

Dødsfald: Marssonden Phønix - Nasa håber på genopstandelse

Rumsonden Phønix har været skindød i flere omgange, men nu skulle den være god nok. Phønix er erklæret død af Nasa - som dog alligevel vil lytte efter signaler fra den utro patient.

Klik for at se billedet i stort

Phønix dødede den 2. november, hvor den for sidste gang kontaktede Jorden. (Grafik: Nasa)


Dokumentation

Af Thomas A. E. Andersen, tirsdag 11. nov 2008 kl. 09:46

Det har været længe undervejs, men nu har Nasa erklæret Marssonden Phønix for død, efter at man ikke har haft kontakt med den siden den 2. november.

Phønix liv blev afkortet af en kraftig støvstorm den 27. oktober, hvilket reducerede den mængde strøm, som Phønix’s solpaneler genererer til sine varmelegemer i den begyndende Marsvinter.

I de sidste dage blev det sværere og sværere for Phønix at vågne op. Den gjorde det senere og senere hver dag indtil den 2. november, hvor den ikke længere kontaktede Jorden. Det var tre uger tidligere end Nasa havde håbet på, hvis ikke Marsstormen var kommet.

Phønix’s projektleder Barry Goldstein fra Jet Propulsion Laboratoriet oplyser, at Nasa ikke længere anser Phønix for at være i live, og derfor opgiver man at forsøge på yderligere videnskabelige undersøgelser med rumsonden.

Til forskel fra Marsbilerne Spirit og Opportunity, som stadig fungerer efter fem år tæt ved Mars’ ækvator, har Nasa altid vidst, at Phønix ville være heldig, hvis den levede til jul under de ekstreme forhold tæt ved Mars’ nordpol.

Phønix landede på Mars den 25. maj i år, og var oprindeligt kun bygget til at fungere i 90 dage. Phønix har indtil den gav op den 2. november gennemført videnskabelige opgaver i de 149 af dens 152 Marsdage.

Phønix’s videnskabelige leder Peter Smith oplyser, at Phønix’ mission har været en stor succes. For det først har man bevist, at der findes is ved Mars - blandt andet lige under sonden hvor den landede. I de følgende måneder har man undersøgt isen i detaljer, og er stadig ikke færdig med at analysere resultaterne fra Phønix. Phønix tog over 25.000 billeder lige fra store panoramabilleder - ned til de første højopløslige mikroskopbilleder.

Til april næste år forsvinder Solen under horisonten i Phønix’ landingsområde i tre måneder. Rumsonden vil blive dækket af kuldioxidis og ”nat”-temperaturerne vil falde til under minus 184 grader. Printkort, solpanler kan risikere at revne og falde af.

Phønix' genopstandelse
Men selv om Phønix dermed vil være så død og begravet, som det næsten er muligt, er der faktisk her en lillebitte chance for, at Phønix kan genopstå.

For til oktober vil Solen igen være højt nok på himlen til at levere nok lys til Phønix’s solpaneler, så den i teorien kunne vågne op igen. Barry Goldstein fortæller, at Nasa på det tidspunkt vil lytte efter Phønix.

De to Marssonder - Mars Odyssey og Mars Reconnaissance Orbiter - vil også fortsætte med at lytte efter signaler fra Phønix i tilfælde af, at den skulle vågne op og forsøge at kontakte Jorden.

Det anses dog for usandsynligt, og Nasa anser nu den 2,9 milliarder kroner dyre mission for afsluttet.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.